Øster Sundby B32 sigter efter point mod Aalborg KFUM
Interview med Thomas Aagaard Petersen fra Øster Sundby B32 før kampen mod Aalborg KFUM.
Med den seneste kamp i tankerne, hvordan forbereder I jer mentalt og taktisk på opgøret mod Aalborg KFUM?
- Vi skal møde KFUM's 2. hold, som efter deres første 3 kampe har 7 point. Så der skal leveres en koncentreret indsats, hvor vi skal være helt klar fra start af og levere en optimal præstation i samtlige 90 minutter.
Hvordan har I arbejdet på at styrke holdets stærke sider og adressere eventuelle svagheder siden sidste kamp?
- Det arbejder Keld hele tiden med til træningerne, så det skal nok blive bedre, som forårssæsonen skrider frem. Vi skal i hvert fald blive bedre til at udnytte vores mange afslutninger i kampene.
Hvordan ser I på Aalborg KFUM som modstander, og hvad bliver nøglen til at kunne matche dem?
- Som sagt er det KFUM's 2. hold. Deres 1. hold er i Jyllandsserien, så vi formoder, de nok har en del rigtig gode spillere med på deres Serie 3 hold. Så derfor skal vi bare være 100% klar fra kampens start.
Hvad er jeres overordnede strategi for kampen, og hvad er jeres mål?
- Det er at få point med hjem, helt klart. Vi skal levere en koncentreret og god holdindsats, stå stærkt bagude og få scoret på vores chancer. Så tror jeg bestemt, vi får point med fra kampen, og Marc må meget gerne fortsætte med at score mindst 2 mål pr. kamp.