Ny cheftræner vil udvikle SEIF's udtryk fra dag ét
Interview med Michael Hjortkjær fra SEIF.
Hvordan er stemningen i truppen efter vinterpausen?
- Stemningen er helt i top. Vi glæder os til en historisk spændende sæson, og det kan mærkes i truppen og i lokalområdet.
Har I planlagt nogle særlige aktiviteter for at styrke sammenholdet?
- Nej, vi har ingen særlige arrangementer planlagt. Når vejrguderne tillader det, så skal vi forhåbentlig have en hamrende vigtig omgang fodboldgolf. Indtil da så kan der godt snige sig en omgang padel ind, ligesom at dart og fællesspisning også er i ønskebanken.
Hvordan forbereder I jer fysisk på en lang forårssæson?
- Drengene har været igennem en solid periode med crossfit, og nu skal transitionen til græs gennemføres. Dette bliver i første periode med spil på små områder, og senere skal de længere løb implementeres.
Hvilke aspekter af jeres spil vil I arbejde mest med i opstarten?
- Da jeg er ny cheftræner for holdet, så skal alle delene gennemgås. Vi skal udvikle vores spil over en meget lang periode, og vi kommer nok aldrig i mål. Vores udtryk skal dog ses allerede i første træningskamp, hvor der bl.a. skal udvises ydmyghed, sammenhold og hårdt arbejde.