Billede beskrivelse

Nordens Paris lyner på Lynet

01. september 2023 kl. 18.32

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Jonsa Nørgaard & Jonas Jul fra Nordens Paris FC.

Efter en imponerende sejr på 4-2 mod Aalborgstudenternes IF: hvordan føles det at være tilbage på sejrssporet?

- Det føles rigtig godt. Vi havde haft en hård uge, hvor vi slikkede sår – mod KFUM var der et par ankler og nogle ribben, der fik knubs. Mod Svenstrup tager vi sæsonens første nederlag. Mandag var tavlen ren, og 20+ drenge fra førsteholdstruppen dukkede op til træning, skader eller ej, og arbejdede nederlaget ud af systemet som hold. Så da vi sluttede træningen og lagde de sidste kræfter i at gøre vores nye hjemmebane klar til kamp, var vi tændt.

Hvordan har I som hold reageret på nederlaget i den foregående spillerunde?

- Først og fremmest kiggede vi hinanden i øjnene og blev enige om, at den præstation ikke var god nok set over 90 minutter. Der var mange ting, der manglede på banen. Heldigvis var der også ting, som fra et trænerssynspunkt var "nemmere" at rette op på. Vi havde nogle aftaler på banen, der ikke blev holdt, nogle løbemønstre, der kolliderede for meget med hinanden inde på banen, så spillerne stod oven i hinanden, og et forsvar, som gang på gang stod forkert og gjorde os sårbare overfor omstillinger – hvilket Svenstrup udnyttede kynisk. Alt dette gjorde, at vi alle tre i trænerteamet har brugt meget tid både kollektivt og individuelt for at præcisere hver enkelt spillers rolle på banen i forskellige situationer. I denne kamp var der en verden til forskel i forhold til den forrige. Det er et udtryk, vi er stolte af over 90 minutter og som vi skal arbejde videre med.

Kampen viste en markant forbedring i forhold til sidste spillerunde. Hvad tror I var de nøgleelementer, der gjorde en forskel i denne kamp, og hvordan lykkedes det jer at vinde så overbevisende?

- Vi vil sige, at nøgleelementerne stammer fra respekt, ydmyghed og arbejdsomhed. Fra trænerteamets side lagde vi meget vægt på, at AASI er et hold, man skal respektere. De har slået os to gange i serie 2 indenfor de sidste par år. Et klassekollektiv og løbevillighed over hele linjen. En anfører i Michael Nielsen, som udover at have lagt mange timer i at få AASI op at stå som en fodboldforening, også er fremragende til at styre bolden og være konsekvent i begge felter. En Malthe Holt, der uanset hvilken position han spiller på banen, altid er målfarlig, kampafgørende og dygtig til at sætte de andre op. Da vi en time før kampstart så, at de havde fået en spiller ind på holdet, som vi tidligere har haft svært ved at dække op for i Magnus Rubæk, handlede det om at være klar i alle 90 minutter. Når man arbejder med et udgangspunkt i respekt, følger ydmygheden. Tilsidesættelsen af egoet samt villigheden til at arbejde stenhårdt som hold i alle spilleminutter – og vi havde respekt for AASI. Ikke at sige, at vi ikke havde det for Svenstrup, men 6 point på 2 kampe gjorde, at der indfandt sig lidt en "gå på vandet" attitude hos drengene, og det kunne de ikke klare. De faldt ned i det, i stedet for i minusgrader – heldigvis friskede det dem op.

Nordens Paris' præstation var præget af effektivitet i angrebet med fire mål. Hvordan har I arbejdet på at styrke jeres angrebsstrategi siden sidste kamp, og hvordan udførte I den med succes mod Aalborgstudenternes IF?

- Der var afslutninger til træning, det var der. Mange af dem. Men mest af alt snakkede vi nogle situationer igennem fra forrige kamp med spillere om, hvordan vi fra sidelinjen tolkede nogle bestemte situationer og beslutninger, som spillerne tog i den afgørende fase. Vi vil ikke stå her og sige, at angrebsspillet sad som det skulle, men vi var alligevel bedre til beslutninger og en del mere kyniske end i den forrige kamp.

Kampen mod Aalborgstudenternes IF var en hjemmekamp, og jeres fans støttede jer. Hvordan påvirkede denne opbakning jeres indsats på banen, og hvad betyder det for jer som hold at levere en sådan præstation foran jeres hjemmepublikum?

- Det var en stor oplevelse og klart en stor faktor. Vi har i 1,5 år kæmpet forskellige kampe for at få vores nye hjemmebane, Lynet, klar, og endelig var den klar til brug. Derfor var det også bare en kamp med et ekstra element, et ekstra incitament. Vi skulle åbne Lynet med 3 point, og vi var tændt. Så det at vi lykkedes med en støttende tribune og atmosfære i ryggen, på en fantastisk bane at spille på, smukke omgivelser klædt i sort og hvidt var bare en flot og velfortjent kulmination på det arbejde, vores frivillige har lagt i dette projekt. Denne kamp var bare fundamentet for, hvad Nordens Paris FC bliver i fremtiden. Vi har nemlig mange spændende ting i støbeskeen i rejsen mod at blive en etableret klub.

Resultat:

Kamp: Nordens Paris FC – Aalborgstudenternes IF
Dato: 30. august
Serie & Pulje: Serie 3 Kreds 27
Resultat: 4-2

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste