Nørresundby fB kan sikre sig oprykning med en sejr
Interview med Flemming Prip fra Nørresundby fB,
Hvordan forventer du, at kampen mod Aabybro i næstsidste spillerunde på hjemmebane vil udvikle sig, og hvad gør det til en vigtig kamp for jer?
- Tabellen siger jo at vi kan rykke op med en sejr, så det vil vi gøre alt for sker lørdag. Vi skal spille med samme mindset som vi har gjort hele sæsonen og vi er klar til at give den max gas.
Vil et enkelt point være tilfredsstillende for jer og tror du, at holdet er i stand til at hente de nødvendige point?
- Nu er et enkelt point ikke nok hvis vi taber til Sulsted i den sidste kamp, så vi går som vi har gjort hele sæsonen efter at lave et godt resultat på hjemmebane. Vi skal ud med en stærk og solid defensiv, krydret med noget fart og kreativitet på deres tredjedel, så håber vi det rækker.
I vandt sæsonens første opgør mod Aabybro med 1-0. Hvad lærte I af den kamp, og hvordan bruger I den viden til fordel i næste møde?
- Tidligere kampe kan man ikke bruge til noget, og jeg er sikker på at Åbybro vil sælge sig så dyrt som muligt lørdag. Vi skal være max klar og bringe energi og konsekvens ind I opgøret, og vi har en stor tro på vores egne evner, når vi overholder de indbyrdes aftaler.
Med den potentielle oprykning i sigte, er du bekymret for at skulle ud i en afgørende gyser i sidste spillerunde mod Sulsted, eller er I selvsikre i jeres præstationer?
- Alt kan ske og bolden er rund, men vi tror på vores egne evner og drengene har fortjent en god afslutning på denne sæson, så det er det vi går efter.