Nikolai Juul: - Vi skal bare have omsat spillet til point
Interview med Nikolai Juul fra Asaa/Hjallerup før kampen mod IFN
Hvordan vil I gribe opgøret mod IFN an efter to nederlag i streg?
- Kort sagt, så skal vi være skarpere i felterne. Det er nemmere sagt end gjort. Jeg synes stadig, vi står et fint sted spillemæssigt. Vi skal bare have omsat det til point.
Hvad bliver vigtigt for jer at få sat rigtigt fra første fløjt?
- Tro på tingene. Vi er inde i en periode, hvor der skal meget til, før tingene lykkes. Der skal være tro på, at det vender, og at vi hurtigt får point på kontoen igen.
Hvem ser du som favorit i opgøret – og hvorfor?
- Som altid bliver kampen meget lige, og det første mål kommer til at afgøre kampen. Vi kender efterhånden hinanden så godt, at der ikke er noget overraskende i spillet.
Hvad vil det betyde for jer at komme tilbage på pointsporet?
- Det vil betyde meget. Det vil give noget ro, da vi kommer til at ligge meget isoleret fra både bunden og toppen. Vi har også brug for en succesoplevelse ovenpå de to nederlag – især nederlaget mod AIK var hårdt.