Nikolai Juul Jensen – Mads Dissing er en anfører i særklasse
Interview med Nikolai Juul Jensen fra Asaa/Hjallerup
Hvordan har I tilpasset jeres træning til vejret og baneforholdene i opstarten?
- Vi er så privilegeret at have en kunstbane til rådighed, så vi har kunne træne alle gange, også imens banerne har været frosthårde. Vi var dog så uheldige at få aflyst vores første træningskamp, da der var faldet for meget sne.
Hvilken rolle spiller jeres anfører i forhold til at samle truppen, og hvordan vil du beskrive jeres anfører?
- Ingen tvivl om, at en anfører oftest er primus motor for at samle truppen. Og det er vores anfører, Mads Dissing, også en stor del af. Mads er et fantastisk menneske, som kan med alle omkring sig. Ud over at være en god anfører, så er han også en ualmindelig god kammerat. Han er ikke den mest højtråbende, og trods sin unge alder er der stor respekt for Mads, især indenfor kridtstregerne. Jeg er stolt over at have en spiller som Mads i klubben, især fordi hans fodboldevner måske rækker til mere end lille Asaa/Hjallerup.
Hvad har I lært af efterårets sæson, som I vil tage med ind i foråret?
- Mange af spillerne har fået erfaring på højere niveau. For en del af spillerne er det første gang, man spiller serie 2 eller højere. Derudover kommer vi fra en god første sæson i serie 2, så fanen er høj, og folk er velforberedte til foråret.
Hvad betyder hjemmebanen for jer, og hvor vigtig bliver den i forårssæsonen?
- Vi har hjemmebane både i Asaa og Hjallerup. Som alle klubber elsker vi at spille hjemme. Dog skal det siges, at vi har mindst ligeså mange tilskuere på udebane. Det er fantastisk med så stor en opbakning, og det er også med til at gøre præstationen på banen bedre.