Billede beskrivelse

Nikolai Juul Jensen: Det føles tomt at rykke op uden at spille

25. juni 2024 kl. 12.01

Interview med Nikolai Juul Jensen fra Asaa/Hjallerup.

Først og fremmest, stort tillykke med oprykningen! Hvordan reagerede holdet, da I fandt ud af, at I havde vundet oprykningskampen uden at spille den?

- Vi var alle mere skuffet end glade. Det var en kamp vi alle havde glædet os til at spille, og det tog lige toppen af den sommerfest, som skulle være efter kampen...

Føles det på en måde tomt at rykke op på denne måde, uden at have spillet den afgørende kamp mod Holtet IF?

- Meget. Det er den type kampe, som vi spiller en hel sæson for at få lov at opleve. Det er også en skam for resten af puljen, at der ikke er spænding i sidste spillerunde, som der ellers var lagt op til.

Hvordan har denne uventede situation påvirket holdets moral og forberedelser til den kommende sæson?

-Vi er stadig klar og motiveret til næste sæson. Vi går ind til efteråret med stor optimisme, men vi ved også at kampene bliver anderledes end denne sæson. Det er også altid meget kaotisk med opstarten til efteråret. Den er meget kort, og der er ikke så meget tid, at arbejde med holdet før sæsonen starter.

Hvad er dine forventninger til den kommende sæson, nu hvor I har sikret jer oprykning, og hvad skal der arbejdes på fremadrettet?

- Jeg tror og håber, at vi sagtens kan spille med i serie 2. Der kommer kampe hvor vi ikke er ligeså dominerende, som vi er vant til. Jeg har dog stadig tro på, at vi kommer til at have boldovertaget i de fleste af kampene. Der hvor vi skal arbejde ekstra hårdt er spillet uden bolden. Vores forsvarsspil og erobringsspil skal være skarpere.

Kampfakta:

Kamp: Asaa/Hjallerup - Holtet IF
Serie & Pulje: Serie 3 Kreds 25
Resultat: Asaa/Hjallerup vinder uden kamp

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste