Nikolai: – Jeg har aldrig set så mange chancer i Serie 2
Interview med Nikolai Mortensen fra Dronninglund IF efter kampen mod FFI
Hvordan oplevede du jeres præstation mod FFI, hvor I fik sat jer tungt på det hele?
- Spillemæssigt var den på et vanvittigt højt niveau fra vores side, og vi fik virkelig vist, hvor god fodbold vi er i stand til at spille.
Var I reelt fem mål bedre, eller hvordan forklarer du den klare sejr på 6-1?
- Vi kunne vist godt have mere end fordoblet vores antal scoringer, uden det havde været ufortjent. Jeg har aldrig oplevet et hold skabe så mange chancer i en Serie 2-kamp, som vi gjorde her.
Hvad gjorde I anderledes i den her kamp, som fik spil og målchancer til at hænge så godt sammen?
- Vi spillede simpelthen bare i et helt andet tempo end vores modstander, og de havde utrolig svært ved at forsvare mod vores meget offensive højre back, som kom til et hav af indlæg. Vi havde utrolig kvalitet på bolden, indtil vi skulle afslutte, og så var der bare en voldsom løbevillighed fra vores side.
Hvad betyder den her sejr for jer – udover de tre point og en stigning i målscoren?
- Det var lidt en pligtsejr, men det er altid skønt at få tre point. Præstationen i sig selv gør dog, at jeg er ekstra tilfreds, og nu har vi en målscore på 0, og det er selvfølgelig fint ikke at være i minus længere, men om det får betydning, er jeg ikke overbevist om.