Niels Junge Stoffersen er Frejas Ronaldo
Interview med Christian Pedersen fra Aalborg Freja.
Hvis du kigger ind i spåkuglen, hvem forventer du så, der bliver manden der kommer til at sparke bolden i kassen for jer og hvilke ord vil du sætte på hans betydning for holdet?
- Niels Junge Stoffersen. Han minder vel meget godt om Ronaldo. Han har et sindssygt hårdt spark og header utrolig godt. Og så er hans ord bare afgørende. Sidst han sagde noget, endte vi med at vinde 7 kampe i streg.
Det er ikke nok at have en farlig mand for målet, man skal også gerne have en sikker sidste skanse, hvem har I til at stå på stregen og hvad er hans forcér?
- Mathias "Fut" Pedersen! En fantastisk person, guld værd både på og uden for banen. Han har udviklet sig helt enormt det sidste halve år og han fortjener at vise sig frem i Serie 1.
Alle hold har også en overset stjerne, manden der tager de ekstra meter. Hvis du skulle pege på den spiller, der har dette prædikat hos jer, hvem ville det så være?
- William Trenskow! Manden med nummer 10. Hvis bare han sagde lige så meget på banen, som uden for, så havde han spillet superliga den dag i dag.
Hvis man som spiller ønsker at finde et nyt hold, hvorfor bør man så vælge netop jeres klub?
- Man skal vælge Aalborg Freja, hvis man gerne vil spille i en klub med højt til loftet og hvor det sociale bare spiller. Vi har det socialt fantastisk på klubbens første tre hold. I A-truppen (1. holdet og 2. holdet), kan vi tilbyde JS1 og Serie 1 samt en træningsturnering til udlandet. Så vi kan tilbyde fodbold på højt niveau samtidig med, at det sociale er på plads.
Hvordan ser din egen fremtid ud inden for fodboldens verden, og hvad er dit personlige mål for efteråret?
- Det må du spørge vores Herreseniorformand om. Lige nu elsker jeg at være sammen med drengene omkring holdet og udvikle mig som træner. Hvad fremtiden bringer, må tiden vise.