Nedrykningen til serie 3 blev en realitet for Thisted FC
Thisted FC har længe lignet en direkte nedrykker fra serie 2, og fredag blev det så definitivt, da thyboerne tabte med 1-4 på udebane mod NUGF Viborg. Med nederlaget kan thyboerne nemlig ikke længere komme væk fra de direkte nedrykningspladser. At nedrykningen nu er en kendsgerning, er de dog helt afklaret med hos Thisted FC.
- Vi har simpelthen ikke fået skrabet point nok sammen, og så har vi sæsonen igennem ikke været skarpe nok i felterne, siger spillende træner for Thisted FC Jacob Kjær.
I fredagens kamp mod NUGF Viborg, der indtager rækkens 2. plads, fik Thisted FC ellers en god start, men hjemmeholdet kom senere stærkt igen.
- Vi kom foran, men efterfølgende fik de ædt sig ind i kampen igen. NUGF Viborg er et godt hold, og det var også en fortjent sejr til dem, siger Jacob Kjær.
Det startede ellers godt for Thisted FC, der kom foran takket være en scoring fra Mathias Trillingsgaard. Som første halvleg skred frem kom hjemmeholdet dog mere i omdrejninger, og NUGF Viborg fik udlignet til 1-1.
Thisted FC fik en god start på anden halvleg, hvor gæsterne havde optræk til flere chancer. Hjemmeholdet tog dog senere føringen, og det punkterede gæsterne. Senere i halvlegen fik viborgenserne øget deres yderligere to gange, og Thisted FC tabte kampen med 1-4.
Selvom nedrykningen nu er definitiv, så håber Thisted FC på, at det kan få pyntet på pointhøsten i de resterende tre kampe.
- Vi kan spille helt frit i de sidste kampe, og jeg håber da på, at vi kan få hentet nogle flere point, siger Jacob Kjær.