Nedrykning og nye erfaringer for Aalborg Freja efter svær sæson
Interview med Christian Pedersen fra Aalborg Freja efter sæsonafslutning
I sluttede efteråret som nummer 8 i rækken. Føler du, at placeringen matcher jeres præstationer på banen?
- Ja. Det er fuldt fortjent at vi ender som nummer 8. Jeg synes dog, at vi havde mulighederne for markant flere point end de 4 vi sluttede med, men vi manglede kvalitet i begge ender og tabellen lyver aldrig.
Efter blot en sæson i Serie 1 skal I nu ned i Serie 2. Hvad har været de største udfordringer, som førte til nedrykningen?
- Der findes mange gode forklaringer på, hvorfor vi rykkede ud. Vi mistede en del spillere i sommers, og haft rigtig stor udskiftning på holdet i løbet af kampene. Men igen, så har de andre hold også deres udfordringer, så om vi har været hårdere ramt tør jeg ikke sige.
Hvilke tre ord beskriver bedst jeres efterårssæson, og hvad ligger til grund for de valg?
- Udvikling, udfordring og uheld. Disse tre ord har jeg valgt, da vores 2. Hold for første gang i 10 år var tilbage i serie 1. Det er fantastisk at vi i en halv sæson har kunne udfordre og udvikle vores spillere i A-truppen, og flere omkring 2. Holdet har også fået debut på førsteholdet i Jyllandsserie 1. Det sidste ord er uheld, og det vælger jeg fordi jeg synes gutterne har været uheldige. Vi har i flere kampe langt hen af vejen gjort mange ting rigtige, men alligevel endt med at stå uden point efter kampen.
Hvad tænker du om det generelle niveau i Serie 1 Kreds 6 denne sæson? Var det som forventet, eller overraskede det jer?
- Det har været et fint niveau. Forventeligt niveau i Serie 1, vil jeg sige. Mange gode hold, med mange forskellige spillestile. Og for os som 2. Hold, har det været fedt at besøge nogle stadions, hvor vi skulle møde klubbens 1. Hold, da der altid er god stemning til disse kampe og mange på lægterne.
Hvordan har I arbejdet med effektiviteten foran modstandernes mål, når I kun scorede 10 mål i 14 kampe?
- Spørgsmålet er nok mere, om vi har arbejdet nok med det. 10 mål på 14 kampe er ikke lige frem imponerende. Dog havde vi chancer til flere mål med to brændte straffespark i sæsonen og 5-6 friløbere vi brænder i hjemmekampen mod Strandby-Elling, men vi manglede desværre skarphed i sæsonen.