Mikael Severinsen fra RKG er nomineret til Seriesport.nu Award Forår 2023
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Mikael Severinsen fra RKG.
Du er blevet nomineret til forårets spiller i Serie 2 til Seriesport.nu Award Forår 2023, er du overrasket over din nominering og hvilke ord vil du sætte på din og dit holds forårssæson overordnet set?
- Ja, jeg er faktisk meget overrasket over nomineringen. Efter min mening er der flere i vores række som har præsteret på et højt niveau, heraf en del fra RKG. Vi har haft en fantastisk forårssæson, hvor vi har udviklet os som hold. Jeg synes at vi har formået bygge på vores spil, forhåbentlig fortsætter vi med det i den kommende sæson. Vi fik et nyt trænerteam inden sæsonen, som har formået at hæve vores form og dermed også vores bundniveau, det har helt sikkert også været en faktor for vores gode sæson. Vi har enkelte udfald henover sæsonen, men overordnet set har vi præsteret på et rigtig højt niveau. Min egen sæson har været fin, jeg har efter min egen overbevisning præsteret stabilt hen over sæsonen og samtidig undgået at sætte mig selv for meget i fokus, hvilket er vigtigt som stopper. Jeg har fået utrolig meget hjælp af vores ekstremt løbestærke midtbane, som løber uafbrudt i 90 minutter og gør at det derfor altid nemt at skille sig af med bolden.
Hvad vil det personligt betyde for dig at vinde titlen som forårets spiller i Serie 2?
- Det vil da være et stort skulderklap. Dog handler fodbold for mig ikke om individuelle titler eller præstationer, men om at præstere sammen som hold. Der er ikke noget federe end at vinde med den gruppe af gutter der er i RKG, så det har virkelig været en sjov sæson.
Hvis du skulle beskrive dig selv som spiller, hvilken type spiller er du så og hvor ligger din største styrke som fodboldspiller?
- Jeg er efter min mening en klog, duel stærk spiller, der ikke løber unødvendige meter. Jeg vil meget gerne have bolden og føre den frem og dermed deltage i det opbyggende spil. Foruden 3 halvleg, er min største styrke at jeg altid giver mig 100% i kampene.
Du er nomineret sammen med 4 andre rigtig dygtige fodboldspillere, hvorfor skal folk set med dine øjne sætte deres stemme på dig?
- Først og fremmest må jeg sige at der er nogle virkelig flotte præstationer blandt de andre. Hvorfor folk skal stemme på mig synes jeg er svært at sige. Jeg har ikke været så meget i fokus som nogle af de offensive spillere, så folk skal stemme hvis de har fulgt med i RKG’s kampe og set hvordan jeg og resten af holdet har udviklet os i at stå mere organiseret.