Billede beskrivelse

Mental styrke og minimere fejl er nøglen for Sønderup/Suldrup

25. juli 2024 kl. 20.00

Interview med Brian Christiansen fra Sønderup/Suldrup

Hvornår begynder I forberedelserne til den nye sæson, og hvem har ansvaret for træningen i efterårssæsonen?

- Vi er startet her i uge 30 med en træning og kamp. Jeg er fortsat træner for vores hold.

Når du ser på den kreds, I er placeret i til efterårssæsonen, hvad tænker du så om denne og er der en specifik kamp som du ser mere frem til end andre?

- Nu er vi jo ny oprykket efter et par år væk fra Serie 2, og jeg synes kredsen ser stærk ud. Jeg har talt med et par trænere som også har udtalt dette. Jeg synes der venter mange spændende kampe, men kampene mod Støvring bliver selvfølgelig med ekstra tænding, da det er den store klub få km fra os. Men vi skal op i mod klubber som er noget større end os, og lidt flere spillere at tage af. Det er sådan det er, og vi vil kæmpe med alt det vi har.

Med tanke på den kreds som I er havnet I, hvad er så din målsætning for efteråret?

- Vores målsætning er at blive i serie 2, vi ved godt der venter 14 meget hårde kampe. Vi fik en forsmag på hvad der venter i playoff finalen mod Chang, og det var virkelig en kamp hvor vi skulle spille os helt ud for at vinde. Men vi er klar til udfordringen, og vi glæder os til den.

Tør du pege på nogle forhåndsfavoritter i jeres kreds, og hvis ja, hvorfor peger du på dem?

- Der er 2 nedrykkere fra Serie 1, mon ikke de kommer med i toppen. Støvring ved jeg har et godt materiale, og ser meget spændende ud. Der kan jo også komme nogle trup ændringer rundt omkring som kan påvirke niveauet i kredsen.

Når du ser tilbage på jeres forårssæson, hvad føler du så, at I skal forbedre for at stå endnu stærkere til efterårssæsonen?

- Vi skal være mentalt tilstede i alle kampens minutter, der er ikke plads til perioder hvor vi falder for meget ud. Forskellen på serie 2 og 3 er stor, så vi skal være skarpe og minimere fejl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste