Manglede et halvt hold mod KFUM – måtte selv i aktion
Interview med Torben Zefting fra Hornum IF efter kampen mod Aalborg KFUM
Hvordan oplevede du kampen mod et KFUM-hold, hvor marginerne var små hele vejen?
- Det var en overlevelseskamp. Jeg giver debut til flere S4- og S5-spillere, samt jeg selv starter inde i min første gældende S2-kamp i 1,5 år, så det var ikke en køn omgang. Modsat hvad mine trænerkollegaer fejlagtigt beretter, så manglede jeg faktisk et halvt hold til kampen – og det kunne ses. Men derfor overlevede vi med æren i behold mod et klassehold.
Synes du, I havde spillet og chancerne til at få noget med hjem fra opgøret?
- Vi havde ikke revnende skid rent offensivt. 2-3 omstillinger, der var lidt halvfarlige, men det var også som forventet. Vi parkerede bussen og gjorde det godt, så målt ud fra indsats var 1 point helt fortjent – ud fra spil, så nej.
Hvilke positive momenter kan I tage med jer videre til de sidste fire runder?
- At mine spillere leverer en krigerindsats – det trængte vi til at opleve, og vi blev mindet om, hvor pissebøvlede vi er at spille imod, når vi står skulder mod skulder. I går var vi meget defensive, men det var dæleme flot kun at lukke ét mål ind mod KFUM i sådan en kamp. Det er et rigtig godt hold med spændende spillere. Hvis de som hold lærer at lade fødderne gøre arbejdet i stedet for, at mundtøjet hele tiden kører, så bliver de absurd gode – endnu mere end de er i forvejen.
Hvordan vurderer du jeres præstation trods nederlaget og tabellen i baghovedet?
- At vi kriger hele kampen, og at alle spiller med det, som de har. Et stærkt fællesskab, som ikke hopper på modstandernes indstilling til kampen og fokuserer på os selv. Det skal vi have med ud til de sidste fire finaler, som jeg glæder mig til.