Mads Jensen - Vi skal nærme os den helstøbte præstation
Interview med Mads Jensen cheftræner fra Hadsund Boldklub
Hvem skal I møde i træningskampen, og hvad ved I om dem?
- Vi skal møde Skive IK, som er nyoprykker til JS. Jeg ved, at de bliver godt trænet af min gode ven Michael Henriksen, og at de har et ungt godt hold. Vi mødte dem i preseason efter sommerferien, hvor vi havde en virkelig god kamp mod et meget stærkt hold med en del divisionsreserver. Jeg tror, det bliver en god kamp.
Hvad forventer I, at denne træningskamp kan give jer frem mod sæsonstart?
- Vi forventer, at den får os godt op i tempo, og at den gode modstand gør, at vi skal forsvare os lidt, som vi har øvet os på de sidste uger. Når det så er sagt, går vi ud for at spille frem ad banen for at skabe chancer.
Hvilke elementer i spillet vil I have mest fokus på at finpudse?
- Det korte svar: Det hele. Vi skal nærme os den helstøbte præstation, da vi nu er tæt på sæsonstart. Men som træner vil jeg kigge på organisation uden bold, da det er noget, vi har haft fokus på i den seneste tid.
Er der nye konstellationer eller taktiske justeringer, I vil afprøve?
- Det vildeste bliver vist, at jeg skal erstatte begge højre backs, som ikke er disponible til kampen. Der er mange, jeg ser kan løse opgaven, men nu skal jeg lige overbevise vedkommende også.
Hvordan ser I på truppens form og sammenhold tre uger før sæsonen starter?
- Formentlig synes jeg, den ser fornuftig ud. Vi går ind i en periode, hvor vi ikke træner så hårdt mere. Den hårde opstart på kunst begynder at sætte sine spor. Det tager vi i opløbet. Sammenholdet er som altid helt i top. Træningslejren gav meget for det sociale.