Billede beskrivelse

Mads Jensen - Fokus på spillertrivsel og udvikling nominerer ham til Seriesport.nu Award

10. december 2024 kl. 10.00
Opdateret 15. december 2024 kl. 16.37

Interview med Mads Jensen fra Hadsund Boldklub

Anerkendelse som træner
Mads Jensen ser anerkendelsen for sit trænerarbejde som et resultat af klubbens samlede udvikling.
– Umiddelbart virker baglandet, altså fodboldudvalget, tilfredse med klubbens udvikling, og oprykningen i foråret samt overlevelsen i Serie 1 i efteråret er vel tegn på, at noget bliver gjort rigtigt, – siger han og understreger, at den største succes er, om spillerne trives.
– Det er min klare opfattelse, at spillerne synes, det er sjovt at komme til træning og kamp, og det er i bund og grund det vigtigste for mig, – forklarer Mads.

Tilgangen til spillerne
Mads prioriterer et positivt miljø, hvor spillerne har frihed til at fejle.
– Jeg prøver at være mig selv og være et godt menneske overfor spillerne som det primære. Jeg vil gerne sætte dem fri til at spille offensivt og fremadrettet fodbold, og de skal have mulighed for at lave fejl uden at blive svinet til, – siger han.

Stoltheden over sæsonens udfordringer
En af de største udfordringer har været at forene spillerne fra tre hold.
– Opstarten med at lære 3 holds spillere at kende var en hård opgave, men den er lykkedes meget godt. U19, 1. og 2. hold skulle træne sammen for at forene de unge U19 spillere i seniorfodbolden, – fortæller han.

Motivation og fokus gennem sæsonen
Mads påpeger, at motivationen skal komme fra præstationen, ikke kun resultaterne.
– Motivation skal komme fra præstationen, ikke kun fra pointene. Pointene følger med den gode præstation, men til slut på sæsonen blev vi måske lidt for fokuserede på point i stedet for præstation, – siger han.

Erfaringer til fremtidig træning
I den kommende sæson ser Mads frem til at arbejde med flere detaljer i spillet.
– Nu kender jeg spillerne og folkene omkring så godt, at vi i 2025 kan arbejde mere med dødbolde, indkast, målspark, preslinjer og så videre. Jeg glæder mig til det, – siger han.

Vigtige personer i trænerarbejdet
Mads fremhæver flere personer, der har været afgørende for hans trænerarbejde.
– Først og fremmest vil jeg gerne nævne Alex Mosbech. Han er nærmest allestedsnærværende og bidrager med uanede ressourcer. Han er assistent for 2. holdet, U19 træner, holdleder for 1. holdet ved afbud, og en del af fodboldudvalget. Han sørger for mad til arrangementer og vasker tøj, når der mangler folk til det. Han er simpelthen en fantastisk person og altid i godt humør. Derudover er hele teamet omkring træning og kamp vigtigt. Claes Meldgaard som 2. holdstræner, Bo Guldbæk som målmandstræner, og den praktiske gris Jimmy Juhl Nielsen, der som holdleder sørger for, at drengene bare skal spille fodbold, – forklarer han og tilføjer med et smil: – Jimmy er også god til at korrigere mig, når min distræthed skaber fejl i planlægningen.
– Mads nævner også kampfordeler Søren Nielsen og fodboldformand Jesper Overgaard som vigtige støttepersoner og slutter af med at nævne Maui aka Martin Jensen, der sørger for, at Hadsund Boldklub er et fedt sted at være.
– Jeg håber ikke, jeg har glemt nogen, men til sidst vil jeg gerne rose spillerne for at være fantastiske på alle måder og for at tage imod mine ideer og inputs, – afslutter han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste