Målsætningen er at holde fokus på én kamp ad gangen
Interview med Peter Thomsen fra Valsgård IF83, efter sejren over Aalborg Chang (1).
Peter, hvordan føles det at have fået en så fantastisk start på sæsonen med en sejr på 1-0 mod Aalborg Chang (1)?
Vi var spændte på at skulle i gang med de "rigtige" kampe om point. Desuden var Chang et hold vi ikke kendte så meget til, vi vidste blot, at det var et stærkt hold med en del erfaring fra højere niveau. Det var også et dygtigt hold vi mødte, men vi præsterede en super indsats, og spillerne gennemførte strategien til UG med kryds og slange.
Hvordan påvirker denne sejr holdets forventninger og selvtillid fremadrettet?
Forventningerne har ikke ændret sig, da vi ved, at vi i alle kampe skal præstere stærkt for at have chance for point. Vi skal være trælse at spille imod og det tror jeg Chang syntes vi var i mandags. Der er ingen tvivl om, at Chang havde bolden klart mest, også for meget i forhold til, hvad vi ønskede. MEN vi klagede ikke og gennemførte en kamp, hvor vi stod tæt i kæderne men også lidt for lavt til tider. Det var dog effektivt, og vi holdt Chang nede på ganske få større muligheder, hvilket var tilfredsstillende.
Det gav en tro på at vi med en taktik i fælles accept og gennemførsel kan drille et så godt hold som Chang og måske kommende dygtige modstandere.
Vi vil gerne være fleksible og kunne spille på forskellig vis, men tilgangen mandag fungerede super fint.
Kan du dele nogle tanker om holdets præstation i dagens kamp? Hvad var nøglen til jeres succes?
En kompakt og defensiv taktik når vi ikke havde bolden fungerede flot. Vi gav dem plads nogle steder på baner, og det var gode prioriteringer, synes jeg. Vi fik lavet nogle omstillinger, hvor vi truede dem i bagrummet. Vi spillede relativt hårdt, og det gjorde Chang sådan set også. Det var et par gange ved at blive lidt ophedet, men det var tåleligt.
Efter tilbagevenden til Serie 2, hvad er jeres målsætning og fokus for resten af sæsonen?
Vi skal holde fokus på én uge ad gangen med træninger og kampe.