Målfarlige RKG vil åbne Aalborg Frejas stærke defensiv
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Aske Kjærup Pedersen fra RKG.
I tager hjemme imod topholdet fra Aalborg Freja, hvad er dine forventninger til kampen?
- Det bliver spændende at byde Aalborg Freja velkommen på Bixen Arena. De har fået en flyvende start på sæsonen – med 9 point i 4 kampe. De lukker ikke mange mål ind, det må vi forsøge at ændre på lørdag. Jeg forventer derfor et stærkt organiseret Freja-mandskab, som kæmper godt for hinanden. Vi møder et hold med stor team spirit, fightervilje og kynisme i begge ender. Fra vores side forventer jeg, at vi kan holde koncentrationen, kontrollen og boldsikkerheden i mere end 50 minutter, som har været tilfældet i vores seneste 2 kampe.
Hvad er succeskriteriet for jer inden kampen fløjtes i gang og hvad skal der til for den mission lykkes?
- Hver gang vi går på banen er vores succeskriterie, at vi skal kunne kigge hinanden i øjnene bagefter, fordi vi har kæmpet alt, vi har lært.
I har scoret flotte 10 mål i blot tre kampe, hvad er grunden til I set med dine øjne er så stærke rent offensivt?
- Vi har fået styr på et par ting ift. presspillet, og så har det været lidt stolpe ind. Det er klart, at Viktor Ahlmann, Frederik Nymann og de andre offensiver kræfter arbejder hårdt, så det betyder selvfølgelig også noget ift. de 10 mål. Vi håber, det fortsætter lørdag.