Billede beskrivelse

Mål og ambitioner for Valsgård IF83 i Serie 2

30. marts 2024 kl. 12.00

Interview med: Peter Thomsen, træner for Valsgård IF83

Hvordan har forberedelserne til den kommende sæson været, især med tanke på overgangen fra Serie 3 til Serie 2?

- Vores forberedelser har mindet meget om de tidligere år, hvor vi også har skullet se frem mod Serie 2 kampe. Vi havde en hård start med vejr, der ikke tillod træning på vores græsbane. Vejret blev bedre og desuden lånte vi Hobro IK's kunstgræsbane fire tirsdage. Vi har døjet og døjer stadig med en del skader, som har gjort at nye har fået chancen og vist sig flot frem. Vi ved at kampene i serie 2 bliver svære, og vi skal ud og ramme høj kvalitet, hvis vi skal have chance for point. Det tror vi på, og jeg fornemmer, at vi i de seneste par uger har rykket os både på form og på vores sammenhængskraft. Vi er slet ikke i mål med nogle af delene, men vi er på rette vej.

Hvad er dine forventninger til det kommende opgør mod Aalborg Chang, som også er oprykkere fra Serie 3?

- Jeg forventer et stærkt mandskab, der hjemme på deres kunstgræsbane kan vise sig at være en stor mundfuld. Jeg forventer et teknisk stærkt mandskab, der vil forsøge at præge kampen med bolden. Chang har mange spillere at vælge imellem, så jeg forventer at de kommer med 14 spillere, der har et meget højt Serie 2 niveau. Vi glæder os til at komme i turneringsmode, så jeg forventer en flok sultne spillere, der har erfaringen til at vide, at turneringspoint er en tand sjovere at spille om end træningskampene. Vi har desværre Nicklas Andersen ude med karantæne og han kan blive svær at erstatte, men vi har flere spillere, der er klar til at tage chancen.

Hvordan har du og holdet arbejdet på at tilpasse jer til det højere niveau i Serie 2?

- Vi kender både Serie 2 og 3 ret godt, så vi har en god fornemmelse af, hvad der kræves af os. Vi ved, at vi på vores topniveau kan bide skeer med mange af holdene. Vi arbejder på, hvordan vi selv står stærkest, men vi vil også gerne være fleksible, så der har været tid og plads til at være nysgerrige i opstarten.

Hvad er dine mål og ambitioner for Valsgård IF83 i den kommende sæson, og hvordan håber du at se holdet udvikle sig?

- Vi har en målsætning om at gøre tæt på det bedste vi kan. Det er meget svært at spå om en placering, men vi er ikke naive. Der er stærke og etablerede hold i rækken, så de fleste ser os helt sikkert som bundhold. Vi tager én kamp ad gangen, og så ser vi efter 7 kampe, hvor vi står og kan herefter sætte målsætning om placering. Umiddelbart skal vi nok kæmpe om at opnå en stabil midterplacering.

Kampfakta:

Kamp: Aalborg Chang - Valsgård IF83
Serie & Pulje: Serie 2 Kreds 14
Kamptidspunkt: Søndag d. 1. april kl. 12.00

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste