Billede beskrivelse

Løgstør drillede topholdet og hentede velfortjent point

30. maj 2025 kl. 12.01

Interview med Kristian Skriver fra Løgstør IF efter kampen mod Aalborg Freja

Hvordan oplevede du kampen mod topholdet Aalborg Freja og pointdelingen på hjemmebane?

- En kamp, hvor vi startede med for mange boldtab og også gav Freja et mål på en stor fejl. Alligevel tilspillede vi os gode målchancer i 1. halvleg. I 2. halvleg var vi mere afklarede, aggressive og gode på bolden, og vi burde også have scoret et par mål mere. Men godt spil af Frejas keeper og den sidste manglende skarphed fra os gjorde, at vi ikke fik alle tre point.

Hvad hæftede du dig mest ved i jeres præstation sammenlignet med 4-0-nederlaget tidligere i sæsonen?

- Vi har længe haft en opadgående kurve. Vi ville jo gerne, at den havde givet payoff noget før, men det er altså begyndt nu.

I har nu hentet fem point i de seneste fire runder – hvad var det, der var begyndt at klikke?

- På et tidspunkt overvejede jeg at bilde Jesper Frederiksen ind, at hans arbejdsplads var skiftet til en vegansk kantineleverandør – bare for at se, om det kunne være med til at ændre nogle dynamikker. Men som hans holdkammerater sagde: Sådan noget skal man ikke joke med Jesper med. Han er mand med en kostplan bestående af kød, smeltet ost og ketchup, og det er bedst sådan.

Det, jeg prøver at skrive mellem linjerne, er, at man tænker i alle mulige metoder og løsninger, når man skal have vendt sådan en stime, som vi har været i. Vi har da også ændret nogle småting. Men mest af alt har vi holdt snuden i sporet uden at gå i panik, og nu ville vi forsøge at lave en slutspurt.

Hvordan brugte I den udvikling som brændstof i den resterende del af sæsonen?

- I dag tog vi en træning ud af kalenderen for at tage ud og spille fodboldgolf for at dyrke fællesskabet endnu mere og passe på vores kroppe i et tæt program. Derefter ville vi tænde grillen og se vores Serie 4 og 2 spille. Så skulle der gerne være tanket op.

Kampfakta:

Kamp: Løgstør IF – Aalborg Freja
Serie & Kreds: Jyllandsserien 1.1
Resultat: 1-1

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste