Billede beskrivelse

LKBs nye cheftræner fokuserer på hårdt arbejde og samarbejde for at fortsætte succesen

26. juli 2023 kl. 09.01

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med LKBs nye cheftræner Aske Mc Kernan.

Hvordan har det været at arbejde sammen med tidligere cheftræner Nichlas, og hvordan påvirker hans afgang holdet?

- Jeg har haft et tæt og godt samarbejde med Nichlas gennem det seneste år, så det er klart (for lige at ryge i den fælde) at han har sat sit positive præg på holdet i den tid, han har været cheftræner. Så i dagligdagen og til kampene vil vi kunne mærke det, men spillemæssigt vil vi fortsat bygge videre på mange af vores tanker og idéer, da det viste sig at bære frugt i foråret. Derudover er jeg glad for at vi har kunne få landet en ny assistenttræner i form af Rasmus Risum, som jeg er sikker på bliver et godt samarbejde og så ved jeg at Nichlas nok skal følge med og komme råd nede fra der spanske!

Hvad er din strategi for at videreføre de gode takter og resultater fra foråret til efteråret?

- At arbejde stenhårdt samtidig med at mine spillere nyder at dukke op til træning og kamp. Jeg bestræber mig på, at skabe et miljø hvor folk kan knokle igennem og have det godt socialt samtidig.

Hvad mener du er holdets største udfordring i Jyllandsserien, og hvordan vil I tackle den?

- Den største udfordring bliver at holdene vi skal møde naturligt bliver bedre og skarpere end dem vi mødte i foråret.

Hvad er din overordnede målsætning for holdet denne sæson, og hvad skal der til for at nå den?

- At undgå nedrykning er vores mål for efteråret.

Hvordan planlægger du at involvere og udvikle både de unge spillere og seniorafdelingen?

- Vi har en spændende gruppe unge spillere som skal integreres i seniorafdelingen til træning og til kamp i løbet af efteråret. Der er helt sikkert nogle kommende førsteholdsspillere deriblandt.

Hvordan ser du fremtiden for holdet og klubben, og hvad er dine forventninger på lang sigt?

- Jeg fokuserer kun på efteråret og at tage en kamp af gangen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste