Kristian Skriver fra Aars IK er nomineret til Seriesport.nu Award Forår 2023
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Kristian Skriver fra Aars IK.
Du er blevet nomineret som forårets træner i Serie 1 til Seriesport.nu Award Forår 2023, er du overrasket over din nominering og hvilke ord vil du sætte på din og dit holds forårssæsonen overordnet set?
- Som direkte oprykker, og som meget overraskende oprykker, ville det nok være lidt for utroværdigt underspillet at påstå, at jeg er overrakset. Vores imponerende forår har været én stor holdindsats. Det er en kliche, men det mener jeg virkelig. Vores forår har været mega stabilt. Der er blevet trænet godt. Vi har for det meste været bundsolide defensivt og indstillet os på modstanderne og forholdene når det har været nødvendigt. Tilmed har vi også momentvis leveret god fodbold og scoret flotte mål. Ellers vinder man ikke ti kampe og nøjes med to nederlag ud af 14. Mange spillere har også taget nogle store skridt fremad indviduelt - enten ved at blive mere afgørende med flere mål, assists, redninger, blokeringer osv. Men også som klogere og mere voksne og kyniske fodboldspillere.
Hvad vil det personligt betyde for dig at vinde titlen som forårets træner i Serie 1?
- Det vil være et skulderklap.
Hvis du skulle beskrive dig selv som træner, hvilken type træner er du så og hvor ligger din største styrke?
- Det har jeg svært ved. Der er selvfølgelig nogle fodboldfaglige og menneskelige ting, som jeg hellere vil lade andre om at vurdere. Men derudover, så kan en styrke være, at jeg er så dårlig en taber, at jeg graver dybt for at finde løsninger på, hvordan mit hold undgår det - altså at tabe.
Du er nomineret sammen med 4 andre rigtig dygtige trænere, hvorfor skal folk set med dine øjne sætte deres stemme på dig?
- Det skal de også kun, hvis de har lyst og mener, at det er fortjent. De andre trænere har også haft flotte resultater, og dem jeg kender - i mindre eller højere grad - er dygtige.