Billede beskrivelse

Kristian Hosbond nomineret efter stærk sæson i Sønderup/Suldrup

09. december 2024 kl. 13.02
Opdateret 15. december 2024 kl. 16.18

Interview med Kristian Hosbond fra Sønderup/Suldrup

At blive anerkendt som en af efterårets bedste spillere i Seriesport.nu Awards har været en stor overraskelse for Kristian Hosbond.

– Det er selvfølgelig et stort skulderklap. Jeg havde ikke selv set den komme, men det er fedt at blive anerkendt, fortæller han.

Forvandlingen på banen
Hosbond mener, at hans forbedrede målscoring har været en afgørende faktor i sæsonens succes.

– Helt klart, at jeg har tilføjet målscoring. Mine holdkammerater vil kunne skrive under på, at jeg i mange sæsoner har været mere effektiv foran mål til træning, end jeg har været i kampe, forklarer han og tilføjer:

– I de forgangne sæsoner har det heldigvis ændret sig.

En særlig kamp
Første halvleg mod Gug står som et højdepunkt for Hosbond, hvor han følte, at alt klappede.

– 1. halvleg mod Gug i Suldrup spillede vores offensiv på et niveau, hvor deres defensiv ikke kunne følge med, siger han med et smil og fortsætter:

– Vi scorede 3 mål på 25 minutter, og jeg var selv så heldig at lave 2.

Holdets rolle
Den tillid og frihed, han får af sine holdkammerater og træner, har været afgørende for hans spil.

– Den frihed, jeg har til at bevæge mig rundt de fleste steder på banen, går hånd i hånd med den måde, jeg spiller på, understreger han og uddyber:

– Så skal man heller ikke undervurdere, hvor meget det betyder at være på et sammentømret hold. Det gør, at man altid giver sig 110%.

Nomineringens betydning
Selvom nomineringen er en ære, påvirker den ikke Hosbonds motivation væsentligt.

– Det er da fedt at blive anerkendt for en god sæson. Det påvirker nok ikke min motivation alverden, men jeg vil da gøre, hvad jeg kan for at vise, at det er berettiget, siger han.

Mål for fremtiden
For både klubben og ham selv har Hosbond klare mål for resten af sæsonen.

– For klubben er målet i mine øjne at forblive konkurrencedygtige i Serie 2, slutter han og tilføjer:

– Personligt må det være et mål for mig at blive ved med at sparke bolden ind i ny og næ.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste