Klitmøller tog sejren i overtiden
Klitmøller fik tiltrængt oprejsning, da de vandt med 3-2 over Svenstrup-Godthåb i serie 1
Klitmøller skulle tirsdag forsøge at rejse sig efter søndagens afklapsning på 2-8 mod Skive, da de mødte Svenstrup-Godthåb på hjemmebane. Som de fleste af Klitmøllers kampe i denne sæson, så blev det en underholdende og målrig affære. På et frisparksmål i overtiden af Kasper Skak vandt Klitmøller 3-2, og dermed fik thyboerne rejst sig efter søndagens lussing i Skive.
- Vi fik den sejr, som vi havde brug for. Den her kamp kunne godt have endt 2-2, og så ville alle være tilfredse, men heldigvis har vi en af rækkens bedste angribere i form af Kasper Skak, der scorede til sidst, siger Klitmøller-træner Martin Haahr.
I første halvleg var det gæsterne fra Svenstrup-Godthåb, der i det 19. minut tog føringen. Den stilling fik lov til at holde indtil det 30. minut, hvor Marcus Hyldahl fik udlignet direkte på hjørnespark. Efterfølgende kom der ikke flere scoringer i første halvleg.
I anden halvleg var det så hjemmeholdet, der tog føringen. I det 58. minut straffede Klitmøller en fejl på udspark fra Klitmøller, og Jonas Kjær fik scoret til 2-1. Der skulle blot gå fem minutter, før at der igen kom en scoring, og denne gang var det så Svenstrup-Godthåb, der fik scoret til 2-2. I den resterende del af anden halvleg lignende det, at kampen ville ende ud i en pointdeling, men i kampens overtid viste Klitmøller-topscorer Kasper Skak klassen. Klitmøller fik tilkendt et frispark lidt uden for feltet, og efterfølgende sparkede Kasper Skak bolden i mål til slutstillingen 3-2.
- Det var dejligt at få rejst sig med en sejr, siger Martin Haahr, der nu ser frem til at få lidt mere kontinuerlig træning efter en periode med mange kampe.
- Nu har vi brug for at få trænet igen, undervejs i kampen kunne man godt se, at vi har spillet mange kampe på det seneste, siger Martin Haahr.