Klitmøller IF skåner spillerne med træning på kunstgræs
Interview med Sebastian Andersen fra Klitmøller IF
Hvordan har I tilpasset jeres træning til vejret og baneforholdene i opstarten?
- Vi har været på kunstbanen i Thisted, som har været med til at skåne spillerne, men også vores egen bane i Klitmøller, som vi trænede på i weekenden til den officielle opstart, og den så knivskarp ud.
Hvilken rolle spiller jeres anfører i forhold til at samle truppen og hvordan vil du beskrive jeres anfører?
- Min anfører skal være en gut, jeg og resten af holdet kan stole på, som sætter sig igennem på banen, og som kan vurdere humøret på spillerne. Men hvem det bliver, ved jeg ikke endnu, da trupperne ikke er fastlagte endnu, men jeg har da en god ide om, hvem det bliver.
Hvad har I lært af efterårets sæson, som I vil tage med ind i foråret?
- Jeg synes, vi lærte en del om holdet, og hvilke styrker vi har både offensivt og defensivt. Vi kan vinde over alle hold på gode dage, og vi kan tabe til alle, hvis vi ikke rammer dagen. Så jeg mener, at serie 3 passer fint til vores niveau.
Hvad betyder hjemmebanen for jer, og hvor vigtig bliver den i forårssæsonen?
- Vores hjemmebane betyder meget, ingen tvivl om det. Vi har et super fedt stadion skabt af ufatteligt mange timers arbejde af de frivillige og spillere, som er med til, at man giver den lige 10 % mere gas på banen, som nok skal give os en del point på den baggrund.