Klitmøller blev straffet efter pausen
Et kynisk hold fra Højslev betød, at Klitmøller tabte for tredje gang i træk
Klitmøller jagter point for at holde sig væk fra de direkte nedrykningspladser i serie 1. I lørdagens kamp på udebane mod Højslev havde en god første halvleg givet gode forhåbninger, men i anden halvleg betød en kombination af skader til to nøglespillere samt et kynisk Højslev-mandskab, at Klitmøller tabte med 1-3.
- I første halvleg var vi godt med, og vi havde også et par chancer for at komme foran. I anden halvleg var Højslev rigtig skarpe, og selvom man kun laver en halv fejl, så bliver man straffet her i serie 1. Generelt skal vi være bedre til at afvikle tingene i begge felter, siger Klitmøller-træner Martin Haahr.
I første halvleg viste Klitmøller gode takter, og thyboerne kom også frem til gode situationer i det offensive spil. Klitmøller manglede dog den sidste snert af offensiv skarphed, og derfor var stillingen 0-0 til pause.
I anden halvleg blev Klitmøller ramt af skader på to nøglepostioner. Den defensive styrmand Markus Elsberg og topscorer Kasper Skak måtte begge udgå med skader, hvilket tvang Klitmøller til at lave justeringer. I det 51. minut tog Højslev så føringen i en situation, hvor gæsterne ikke fik clearet. I det 59. minut blev hjemmeholdets føring så fordoblet. I den resterende del af halvlegen forsøgte Klitmøller at komme ind i opgøret igen, men i det 90. minut blev kampen så lukket, da Højslev fik lavet deres tredje mål. Efterfølgende fik Mathias Konradsen pyntet på resultat med en flot scoring på langskud til slutstillingen 1-3.
- Vi scorede ikke i vores gode periode, og så blev vi bare straffet af Højslev. I første halvleg er der dog flere gode ting, som vi kan tage med videre, siger Martin Haahr.