Klar til at rette op efter ydmygelsen hjemme
Interview med Cheftræner Paw Groes fra IK Rosendal før kampen mod BSI
1.Efter jeres store 5-1 nederlag til DVIF på hjemmebane, hvordan planlægger I at rette op på præstationen og sikre et bedre resultat mod BSI på udebane?
- Vi skal nok være klar. Både spillere og trænerteam ved, at vi ikke ramte indenfor skiven mod DVIF. Vi virkede trætte og mentalt slidte ovenpå 4 kampe på 11 dage. Når det er sagt, så var Doense bedre end vi var i den kamp, og havde noget x-factor som vel reelt set afgjorde kampen. Doense var gode, aggressive og spillede en flot kamp, så det var en fortjent sejr. Vi har stadig 9 point for 4 kampe, så set fra helikopteren, er det mere end godkendt, og derfor skal vi tage det stille og roligt, og finde ny energi inden kamp nr. 5 på 15 dage, men vi skal nok være klar, og vil forsøge at spille os til et godt resultat på en svær udebane.
Hvordan har det seneste nederlag påvirket holdets moral og forberedelser op til kampen mod BSI?
- Der var ærgrelse at spore efter kampen. Ingen tvivl om det! Men vi var også enige om at rejse os igen, og se fremad. Det var en kamp, hvor vi ikke ramte den i røven, og det må vi arbejde på at gøre bedre i den næste. Jeg har også et ansvar ind i det, og det ansvar tager jeg på mig, og det lærer vi af til næste kamp. Vi når ikke at restituere eller træne inden denne eller næste kamp, men sådan er det nu engang. Vi skal nok være klar alligevel, og håber vi kan generere de fornødne kræfter, selvom der tydeligt kan mærkes træthed. Fysisk som mentalt ovenpå en hård start på efterårssæsonen.
I havde en stærk start på sæsonen med tre sejre. Hvilke elementer fra de første kampe vil I fokusere på at genfinde for at vende tilbage på vinderkurs?
- Selvom vi tabte den seneste kamp mod DVIF, så har vi stadig haft en god start på sæsonen, og jeg havde gerne solgt den for 9 point efter 4 kampe inden sæsonen startede. Med mange kampe, er det nødvendigt med rotation, og derfor skal jeg se om jeg kan sammensætte det rigtige hold til kampen mod Bælum under hensyntagen til trætte ben og hoveder ovenpå AMBU weekend i Hobro.
Hvordan vurderer du BSI som modstander, og hvad bliver nøglefaktorerne for at tage point fra udekampen?
- BSI er nedrykker fra Serie 1, og har et stærkt kollektiv. Hvis de først rammer dagen, er de utrolig svære at spille med og imod. Vi skal undgå at lade os påvirke af deres mange intense tilskuere, der flot bakker op om byens hold. Kan vi abstrahere fra det, og lade bolden arbejde, mener jeg vi har en chance. Men det kan være en kamp, hvor alt kan ske, så umiddelbart vil jeg vurdere, at det er dagsformen, der kan blive afgørende for kampens udfald. Vi vil helt sikkert forsøge at skabe et fornuftigt resultat i jagten på at sikre en ny sæson i Serie 2.