KFUM drengene gjorde bekymringerne til skamme
Interview med Kim Pedersen fra Aalborg KFUM efter kampen mod Thisted FC
Hvordan føles det at tage en overbevisende 3-0-sejr mod et stærkt Thisted FC-hold efter det overraskende nederlag i første spillerunde?
- Det var såååå fedt og virkelig en stor forløsning at komme på tavlen mod topholdet. Nederlaget til Sæby i lørdags gjorde ondt på os og at vi så tilmed allerede kun tre dage senere, skulle en hverdagsaftentur til Thisted for at møde topholdet, gjorde os i træner/leder-teamet en lille smule bekymret. Men drengene gjorde bekymringerne til skamme og turen hjem var en helt anden, end turen derop (på trods af det massive regnvejr).
Hvad mener du var de vigtigste faktorer, der førte til jeres sejr i denne kamp?
- Vi satte os tungt på spillet straks fra kampens start og det overraskende måske Thisted en smule. 1. halvleg blev uden de helt store målchancer (Thisted havde dog en friløber lige inden pausen, men vores keeper var vaks), men med os som toneangivende. Regnen tog til i 2. halvleg og det var svært for flere spille at stå fast i græsset, så det blev lidt svært at holde bolden i egne rækker så lang tid af gangen. Men vi fortsatte vores fine spil fra 1. halvleg og fik hul på bylden - og Thisteds forsvar - via et straffespark, og så gik det ellers slag i slag i resten af kampen og vi vandt fortjent.
Hvordan har holdet reageret på den flotte sejr, og hvad betyder det for moralen frem mod de næste kampe?
- Drengene var mega trætte, glade og stolte. Det er af uvurderlig betydning at vinde kampe, særlig med så ungt et hold og som for hver kamp har nye spillere på flere positioner og at de hele tiden skal forholde sig til de nye relationer. Vi kan ikke rose vores drenge nok for, at de også formår at løse disse opgaver, som normalvis tager lang tid at vænne sig til. Unge mennesker er heldigvis også meget mere omstillingsparate end os ældre, og det drager vi fordel at lige nu. Men der kommer også en ny dag og ny kamp på lørdag, og igen med en del udskiftninger på holdet. Så håber vi relationerne fortsætter som i Thisted-kampen.
Hvilke elementer af jeres spil skal I fortsætte med at bygge på for at opnå flere lignende resultater?
- Vi har stadig fokus på kombinationsspillet i maskinrummet og løb imellem kæderne og selvom vi lavede tre mål mod Thisted, så skal vi også have lidt mere fokus på nogle afslutningsøvelser.