Kaotisk opstart har kostet dyrt for St. Restrup
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med St. Restrup-træner Casper Stokbro.
I møder på udebane Hadsund, hvad er dine forventninger til kampen?
- Jeg forventer vi går ud bygger videre på vores præstation fra i lørdags. Vi skal kunne kigge os selv i spejlet efter kampen, og så må vi håbe vi snart får lidt medvind, i form af mål og point. Det trænger vi i den grad til.
Fire kampe og I er hverken kommet på måltavlen eller pointtavlen, hvad er set med dine øjne gået galt i sæsonens første kampe?
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der har foregået nogle uheldige ting i klubben, der har gjort det svært i opstarten. Der blev ansat en ny træner i januar, men han fik ikke som lovet fra klubben, da der stoppede en masse spillere. Så samarbejdet sluttede sidst i februar, hvor jeg tog over sammen med den tidligere træner Michel. Vi har arbejdet på højtryk for at finde spillere, og få nogle af dem som var stoppet, i gang igen. Så helt naturligt har vores form ikke været der hvor den skulle, og det har gjort det meget svært for os i de første kampe. Samtidig har vi mistet to rutinerede spillere, som vi i den grad savner, og så har vi 3 unge spillere i Livgarden, som vi heller ikke rigtig kan bruge. Så 5 spillere der startede inde i sidste sæson, er væk, og det kan naturligvis mærkes.
Med ovenstående i baghovedet, er du så mere end tilfreds med at komme fra Hadsund med det ene point i bagagen, eller går I ud for at jagte sæsonens første sejr?
- Vi går ind til hver kamp med forventning om at vinde. Om vi så kommer afsted med et halvt Old Boys hold, så går vi efter sejren.