Kaj styrer pølserne
Bag målene og midt i duften af ristede pølser finder man en af Skovsgaard B’s faste figurer: Kaj Andersen.
Til Seriesport Awards 2025 er det pølsemanden, der træder lidt tættere på rampelyset – også selvom han helst bare passer grillen og fællesskabet.
-Det betyder da rigtig meget, at der er nogle, som sætter pris på det, man hjælper med i klubben, siger Kaj med den jordnære ro, der kendetegner ham.
En klub med sammenhold – og plads til alle
Skovsgaard B er for Kaj ikke bare en klub, men et sted, han tydeligt føler sig hjemme – især de seneste år, hvor der er sket noget omkring førsteholdet.
-Klubben betyder da en hel del. Især de tre sidste år, hvor de unge mennesker på førsteholdet i klubben har formået at vise, hvad de kan på en fodboldbane, fortæller han.
Men det er ikke kun resultaterne på banen, der gør ham stolt.
“Sådan et sammenhold i klubben – der er ingen, som bliver holdt udenfor,” siger han.
Netop den følelse af, at alle er med, fylder meget hos Kaj.
Fra oldboys-spiller til grillmester
Kajs vej til frivilligheden begyndte med en bold ved fødderne – ikke en grilltang i hånden.
-Jeg startede i klubben med at spille oldboys-fodbold. Så blev man jo for gammel, var der nogen, der mente, siger han med et smil.
Efter tiden på banen gled han ud på sidelinjen – men ikke ret længe.
-Så endte det til sidst med, at jeg kom til at grille pølser efter oldboys-kampene. Så blev jeg spurgt, om jeg ikke ville grille til førsteholdskampene. Det startede jeg så med sammen med Henrik Odgård, og så er der kommet to mand mere til, så vi er et godt team der.
I dag er pølsevognen og grillen en fast del af kampoplevelsen i Skovsgaard B – og Kaj er en lige så fast del af billedet.
Når telefonen ringer, og det passer ind
Hvor meget tid han bruger i klubben, sætter han ikke tal på. For Kaj handler det mere om at være der, når der er brug for ham.
-Det er meget forskelligt. Ringer de og spørger, og det passer ind i mine planer, hjælper jeg gerne, siger han.
Fleksibilitet, ja – men også en klar vilje til at stille op, når klubben kalder.
At aflaste – og være en del af noget rart
Spørger man Kaj, hvorfor han egentlig bliver ved med at være frivillig, er svaret både pragmatisk og hjerteligt.
- Det er for at aflaste bestyrelsen lidt, og så er det en dejlig klub at komme i. Alle snakker med alle – det synes jeg er vigtigt, siger han.
Det er måske også derfor, at netop en pølsemand som Kaj bliver nomineret:
Han står der, hvor mange mødes – i pausen, efter kampen, med en pølse i hånden og tid til en snak.
Synes du, det er Kaj Andersen, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens frivillige.