"Jeg synes seriefodbolden er lidt undervurderet"
Interview med Aske McKernan fra LKB.
Kan du udpege en specifik kamp fra efteråret, som du gerne vil fremhæve som jeres mest imponerende præstation? Hvad gør denne kamp særlig for dig?
- Vores sejr på det sidste spark i kampen hjemme mod Vejgaard. Vi er bedst i 1 halvleg, og så ender Vejgaard med at score to gange og udligne i starten af 2 halvleg, hvor de lige pludseligt er ovenpå. Men vi får så tilkæmpet overtaget til sidst, hvor vi efter 4-5 chancer efter hjørnespark på hjørnespark får prikket den ind til sidst. At vi får tilkæmpet os tilbage mod sejren, efter at få en kold spand band i hovedet efter pausen, viste den stærke vindermentalitet, som er blevet bygget op i 2023. Og så blev kampen filmet af TV-Fritid (skud ud), så anfører Rasmus SK har noget at vise sine kommende børn med hans afgørende mål. Internettet glemmer jo aldrig.
Hvilken kamp adskilte sig negativt fra førnævnte som den største skuffelse i efteråret?
- Kristrup ude, det var nat og dag. Vader i chancer, store gennemspillede muligheder, fortjent foran 0-1 og så lukker vi 3 mål ind på 10 min. Der fik vi en lærestreg, som vi heldigvis kun blev bedre af, og topscorer Niels Suhr gemte i stedet målene til senere på sæsonen, bl.a. en uhyr vigtig udligning i overtiden i returkampen.
Hvordan har opbakningen været for jer i efteråret, både på hjemme- og udebane, og hvilken betydning har denne støtte haft for holdet?
- Den har været superfin. Vi har spillet nogle sjove kampe både hjemme og ude, og der har været fin opbakning på lægterne, og jeg synes det giver kampene lidt ekstra, når vi har været rundt i klubberne der sammen med deres frivillige kræfter gør noget ud af deres kampdage. Jeg synes seriefodbolden er lidt undervurderet. Du kan finde flere gode hold og spillere, der er vådt og tørt samt godt humør på lægterne. Så jeg kan kun opfordre folk til at komme ud og se de lokale seriehold til foråret, ung som gammel.
Er der indendørsfodbold på programmet for jer, eller har I indledt en velfortjent pause? Samt hvornår forventer du, at I går i gang med forberedelserne til den nye sæson?
- De unge har samlet et futsalhold, så de holder sig lidt i gang. Ellers starter vi op midt/slut januar.