Jan Bisgaard: - Alle spillere har bidraget med god fight og fællesskab
Interview med Jan Bisgaard fra Flauenskjold IF.
Jan Bisgaard, træner for Flauenskjold IF, fremhæver holdets kollektive indsats som en af de helt store årsager til sæsonens gode resultater. Ifølge ham har mange spillere løftet sig markant, men det er holdets samlede præstation, der har været afgørende.
– Der er mange, der virkelig har steppet op og leveret masser af gode kampe. Jeg er ikke meget for at fremhæve enkelte spillere, for vi skal levere som hold, før vi kan præstere individuelt. Skulle jeg nævne nogen, ville det være alle, for alle har bidraget med masser af god fodbold og fight. Der vil selvfølgelig altid være nogle, der skiller sig lidt mere ud, men det kunne de ikke uden et godt hold bag sig, siger Jan.
Stemningen og holdånden har også været i top hele sæsonen, fortæller han.
– Der har været en fantastisk stemning hele vejen igennem. Vi har haft mange spillere til træning, hvilket har gjort, at vi kunne træne med høj intensitet og arbejde med de ting, vi gerne ville udvikle i kampene. Det har været en fornøjelse at være en del af, og jeg håber, vi kan fastholde den gode træningskultur efter sommerferien. For hvis vi skal gøre os forhåbninger om at overleve i Serie 2, skal vi virkelig steppe op, understreger Jan.
Med sommerferien for døren får spillerne tid til at restituere, men opstarten bliver kort og intens.
– Spillerne får en velfortjent ferie på et par uger, og så får de mulighed for at holde formen ved lige med et løbeprogram hen over sommeren. Vores genstart bliver kort og intens med et par kampe allerede i uge 31 og to træninger, inden sæsonen går i gang igen i starten af august, fortæller Jan.