"Jamen det endte jo heldigvis lykkeligt for os"
Interview med cheftræner Morten Weinkouff fra Hjørring IF.
I mødte Hirtshals på udebane. Kan du sætte nogle ord på kampen og dele dine refleksioner over jeres præstation?
- Jamen det endte jo heldigvis lykkeligt for os. Der var en spænding og en smule nervøsitet blandt spillerne inden kampen, men vi formåede at fuldføre missionen og få det point der sikrede os en ny sæson i serie 2. Fuldt fortjent og flot kæmpet af drengene.
Hvordan vil du beskrive jeres præstation i kampen mod Hirtshals? Hvad gjorde I godt, og hvor kan der være plads til forbedring?
- Som i hele sæsonen, bortset fra udebanekampen i Hals, synes jeg vi spiller en god kamp. Vi er lidt bagefter i første halvleg, men får rettet nogle ting i pausen og er derefter dominerende i 2.halvleg. Så et fortjent point, og i og med, at pointet kom i hus i de døende minutter, var euforien enorm.
Efter at have afsluttet sæsonen, er du tilfreds med måden I har afsluttet den? Hvilke aspekter af jeres præstation og resultater er du mest stolt af?
_ Vi er lykkelige for slutningen på sæsonen, helt sikkert. Det var en lettelse og jublen i det 91.minut sagde alt, da vi udlignede til 2-2. Set over hele sæsonen er jeg også meget tilfreds. Vi har spillet 13 rigtig gode kampe og én enkelt under par. Vi har kun tabt 3 ud af 14 kampe og vi er det eneste hold, som oprykkerne Hirtshals, ikke har kunne slå. Jeg synes vi er blevet et mere modent fodboldhold, og vi har en spillestil og en masse potentiale, som vi glæder os til at arbejde videre med, i den kommende sæson.