IK Rosendal forberedt til møde med nyoprykkerne Bælum/Solbjerg IF
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med cheftræner Dan Fuglsang fra IK Rosendal.
Hvordan har I forberedt jer til den kommende kamp mod Bælum/Solbjerg IF, og hvad er jeres forventninger til sæsonstarten i Serie 2?
- Efter bedste evne med max 4 træninger og måske 2 træningskampe til vores mest flittige spillere. Som træner føler jeg bedre rustet til denne sæson, da mit kendskab til vores spillere er meget bedre end da vi stod foran 1. turneringskamp i foråret. Vi glæder os bare til at komme i gang, og så at skulle indvi vores ny opvisningsbane og tribune i 2. spillerunde.
Hvad har I lært af jeres tid i Serie 2 og hvordan vil I bruge den erfaring i kampen mod Bælum/Solbjerg IF, der er nyoprykkere?
- Tempoet i serie 2 er selvfølgelig hurtigere og fejl bliver straffet i en højere grad end i serie 3. Den korte forberedelsetid her i efteråret er formentligt en større hæmsko for Bælum/Solbjerg IF, da det er dem, der træder et niveau op. Så vi skal sørge for at give dem lidt problemer på blandt andet de to parametre.
Hvad er jeres mål og ambitioner for den kommende sæson i Serie 2, og hvordan vil I tage hul på kampen mod Bælum/Solbjerg IF med en stærk præstation?
- Efter min mening har vi potentialet til top 2 eller 3, men det er som altid op til spillerne at vise deres høje topniveau på banen i alle 14 kampe. Mod Bælum/Solbjerg IF skal vi som altid forsøge at spille vores eget spil, hvor vi gerne vil have bolden og sætte nogle gode angreb sammen.