IK Rosendal bliver den største udfordring for SGIF i ny sæson
Interview med Mikkel Raffn spiller fra SGIF.
Hvornår starter jeres træning op, og hvordan ser opstartsprogrammet ud?
- Vi starter træningen den 1. februar med den traditionsrige standerhejsning i hele seniorafdelingen. Derefter begynder vi så småt med den faste træning, hvor vi forhåbentlig ser folk tilbage i god form. Det ser i hvert fald sådan ud på Strava, hvor det lader til, at folk holder sig aktive. Derudover har coach planlagt en række træningskampe, som vi ser frem til.
Er der sket ændringer i trænerstaben siden efteråret og hvem kommer til at stå på sidelinjen med det overordnede ansvar og hvem er han flankeret af?
- Selvom det ikke blev til en oprykning, er der stadig stor tiltro i spillertruppen og klubben til vores trænerstab, så der er ikke ændret noget på den front. Sten Holme står fortsat på sidelinjen og vil forsøge at piske os frem til endnu bedre resultater i den kommende sæson. Ved hans side har vi Casper Østergaard, som altid er forberedt på diverse dødbolde og spiller en vigtig rolle i vores målmandstræning.
- Det er et stærkt team, og jeg er sikker på, at de kan være med til at skabe gode resultater i den kommende sæson.
Hvordan ser I på jeres pulje? Er der nogle hold, I ser som de største udfordrere?
- Jeg synes, vores pulje ser spændende ud. Der er både hold, vi har spillet mod før, og nogle vi endnu ikke har mødt. Jeg synes, vi har et godt hold, så jeg forventer, at vi kommer til at kæmpe med i den øverste halvdel af tabellen.
- Personligt ser jeg Rosendal som vores største udfordrer i kampen om oprykning. De har et stærkt hold med unge spillere, som desværre har gjort ondt på os et par gange.
Hvilke lokale opgør ser I frem til, og er der nogen, I forventer lidt ekstra "drilleri" med?
- Jeg synes egentlig ikke, vi har nogle rigtige lokalopgør, men jeg ser meget frem til at møde Kvik/Aalestrup igen. Vi tabte en playoff-kamp på deres bane sidste sæson – eller nærmere en mudderbane – så vi føler nok, at vi har en revanche til gode. Denne gang forhåbentlig på en ordentlig fodboldbane.