Billede beskrivelse
Sport

IFN-skuffelse mod Hirtshals Boldklub - hurtig boldomgang skal medvirke til sejr mod Strandby-Elling-Nielstrup

15. maj 2023 kl. 19.01

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Andreas Svendsen fra IFN.

Hvilken følelse står du tilbage med efter de 90 minutter og det store nederlag til Hirtshals B?

- Skuffelse. Synes ikke vi formår at vise viljen til at vinde kampen, hvilket er mere skuffende end resultatet.

Du ønskede efter 8-1 sejren mod Tornby IF at I skulle holde fast i de offensive takter, hvorfor lykkedes det ikke for jer?

- Vi viser ikke viljen til at vinde kampen, som jeg var inde på før. Det gør Hirtshals til gengæld, hvilket kom til udtryk i duelspillet og kampen om andenboldene som vi slet ikke sad på. I Tornby var vi gode til at have en hurtig boldomgang, hvilket minimerede antallet af dueller og gav os målchancer. Det formår vi ikke at tage med os i Hirtshals-kampen, hvor vi brugte mange berøringer på bolden, hvilket tog tempoet ud af vores spil. Så fuld fortjent sejr til Hirtshals.

Hvilke positive elementer kan du tage med dig fra kampen?

- Ingenting synes jeg faktisk. Vi skal op på hesten igen og skal snart i kamp igen, hvor vi kan bevise, at det var en engangsforestilling.

Resultat:

Kamp: IF Nørhalne – Hirtshals B
Dato: 13. maj
Pulje: Serie 2 Kreds 12
Resultat: 1-4
Målscorer i kampen: Thor Svendsen

En ny kamp venter allerede om få dage, hvorfor skal man forvente I tager de tre point?

- Vi skal ud og vise, at indsatsen mod Hirtshals bare var en engangsforestilling og, at viljen til at vinde kampen er der. Strandby er et godt fysisk hold, så det er vigtigt, at vi finder tilbage til vores hurtige boldomgang og får modstanderen til at løbe de ekstra meter. Derudover er det vigtigt, at vi sidder tæt i vores dueller, hvilket jeg heller ikke synes, at vi formåede mod Hirtshals.

Hvordan er den fysiske tilstand i truppen på nuværende tidspunkt af sæsonen og hvor meget vil en sejr betyde for jer i stillingen?

- Vi har nogle enkelte skader i øjeblikket, men truppen er bred, så det ser jeg ikke som et problem. En sejr er utrolig vigtig for at være med i toppen af puljen. Der er ikke mange point, der adskiller nummer 1 og 6, så hvis vi vil være en del af den sjove ende af tabellen, så skal vi på rette spor igen med en sejr. Men forventer også, at det bliver en svær kamp mod Strandby.

Hvad bliver de 3 vigtigste faktorer der skal fungere for at I vinder kampen og hvorfor vælger du at pege på disse?

- Hurtig boldomgang - vi er bedst, når vi lader bolden gøre arbejdet og på den måde spille os frem til chancer. Dødbolde - Strandby er et fysisk stærkt hold og gode på dødbolde, hvilket vi skal være klar på. Vilje - vi skal ud og vise, at vi vil vinde kampen og sidde tæt i vores dueller og kæmpe for andenbolde.

Kampfakta:

Kamp: Strandby-Elling-Nielstrup IF – IF Nørhalne
Dato: 16. maj kl. 19.00

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste