IFN sikrede sig 3 point i topkampen nu venter Biersted onsdag aften
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Andreas Svendsen fra IFN.
Tillykke med sejren i den seneste kamp mod St. Restrup med 2-1. Kan du beskrive kampen og din oplevelse af den? Hvad var nogle af de mest afgørende øjeblikke?
- Jeg synes, at vi spiller en rigtig flot første halvleg, hvor vi helt fortjent fører 2-0 til pausen. Anden halvleg bliver en smule mere rodet, hvor St. Restrup lægger mere pres på os, men vi står rigtigt fint defensivt og giver ikke mange chancer væk.
Hvorfor tror du, at I formåede at vinde denne topkamp mod St. Restrup? Var der specifikke taktikker, spillemønstre eller nøglespillere, der gjorde en forskel?
- Synes vi spiller med samme udgangspunkt, som vi også er gået med ud til i sæsonens foregående kampe. Og så synes jeg også, at vi på dagen spillede en bedre kamp end St. Restrup, hvor vi alle kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne i samtlige 90 minutter.
Selvom sejren bevarer jeres maksimumpoint i sæsonen, hvad betyder den ellers for holdet ud over det rent resultatmæssige? Har den en særlig betydning for holdets moral, mål eller selvtillid?
- Det er altid dejligt med sejre ift. selvtilliden og moralen på holdet. Men når det er sagt, så er der stadig mange kampe endnu i en pulje, hvor der er flere gode hold, så vi holder vores fokus på næste kamp.
Kan du dele noget om St. Restrup som hold? Hvordan oplevede I dem som modstander i denne kamp, og hvad mener du er deres styrker og svagheder baseret på denne oplevelse?
- Synes de er et godt hold med kvalitet over hele linjen, og man kan godt se, det er et nedrykkerhold fra serie 1.
Hvordan ser I på jeres rolle som favoritter eller underdogs i den kommende kamp mod Biersted IF, og hvordan påvirker det jeres tilgang til kampen?
- Jeg tror, at når Nørhalne og Biersted møder hinanden - om det er i Grand oldboys eller serie 2 - så er der ikke noget, der hedder favoritter eller underdogs. Det er et lokalopgør, hvor der bliver gået til stålet og alt kan ske.
Hvad kan du fortælle os om jeres kendskab til Biersted IF som modstander? Er der specifikke styrker eller svagheder, som I har identificeret, og som I vil forsøge at udnytte i kampen?
- Selvom Biersted helt sikkert ikke har fået den start, som de har regnet med efter at have spillet serie 1 i et par sæsoner og nu er rykket ned, så er de stadig en modstander, man bestemt ikke må undervurdere.
Efter en vellykket start på sæsonen og sejren i den seneste kamp, må I have en vis selvtillid. Hvordan sikrer I, at denne selvtillid ikke bliver til overmod, og hvordan forbliver I fokuserede på at udføre jeres bedste spil?
- Når vi møder hinanden inden kampen onsdag, så er fokus 100% på det opgør og ikke tidligere resultater.
Hvordan forbereder I jer generelt til udekampe, og er der nogle specifikke taktikker eller strategier, I vil implementere for at tackle udfordringen ved at spille på Biersted IF's hjemmebane?
- Der er ingen tvivl om, at det bliver en kamp med mange tilskuere på lægterne og derfor en fed kamp at spille - både for hjemme- og udeholdet. Det giver selvfølgelig en hjemmebanefordel til bjessingerne, men vi skal komme med samme indgangsvinkel, som vi har gjort i alle kampe indtil nu, hvor vi arbejder stenhårdt for hinanden.