IF Skjold Sæby klar til krig mod oprykningsfavoritterne fra Aalborg KFUM
Interview med Nokolaj Dorff fra IF Skjold Sæby før kampen mod Aalborg KFUM.
Efter det snævre nederlag i første kamp, hvordan planlægger I at genoprette jer mod Aalborg KFUM?
- Vi har fokus på udvikling af holdet og den enkelte spiller. Vi lærer af hver eneste kamp, og vi arbejder lidt mere langsigtet, end hvad spørgsmålet lægger op til. Nogen gange taber man til et bedre hold. Det var tilfældet i første kamp.
Hvad ser du som de største udfordringer i mødet med Aalborg KFUM, og hvordan vil I håndtere dem taktisk?
- Vi har stor respekt for Aalborg KFUM og ser dem blandt oprykningsfavoritterne. De har utrolig stor kvalitet på holdet med mange unge, dygtige spillere. Vi er helt klar over, at der skal kriges for at få point med hjem. I forhold til det taktiske vil vi altid forsøge at tilgå kampen med vores eget udtryk og spillestil.
Hvordan forventer du, at holdet vil reagere på udebanen mod Aalborg KFUM, og hvad skal der til for at sikre point?
- Aalborg KFUM er en svær udebane, hvor vi skal være klar til at matche hjemmeholdets intensitet. Det lærte vi forhåbentlig af kampen mod dem i foråret, hvor det hele var afgjort efter 20 minutter.
Hvilke justeringer har I foretaget i træningen for at komme stærkere ud til denne kamp?
- Vi arbejder hver uge med et offensivt og defensivt fokus, som har til formål at udvikle truppen. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi ændrer det store, fordi vi har tabt en kamp. Vi tror på, at udvikling er lidt mere langsigtet.