Billede beskrivelse
Sport

I sit 19. år som fodbolddommer har Anders opnået en stor hæder

27. november 2025 kl. 08.03

En synlig og vellidt skikkelse i det nordjyske dommermiljø. 

Sådan præsenteres 35-årige Anders Larsen fra Aalborg Fodbolddommerklub i en pressemeddelelse fra DBU Jylland Region 1.

Det sker i anledning af en prisuddeling sidste uge, hvor blandt andet "Årets Breddedommer 2025" skulle kåres.

Og her faldt valget altså på Anders Larsen. 

- Anders har et godt tag på de unge mennesker, som gerne kontakter ham, når der er noget, de gerne vil drøfte. Han bidrager positivt både i kampene og i udvalgs- og talentarbejdet, lyder det i indstillingen fra Aalborg Fodbolddommerklub. 

Anders Larsen bliver ydermere fremhævet for en særlig styrke til at støtte og udvikle andre dommere - blandt andet som en del af en såkaldt "onkelordning" for nye dommere. 

Han fungerer også som både vejleder og breddeudvikler og har desuden en aktiv rolle i talentdommergruppens samlinger. Her bidrager han med faglighed og sparring samt en stor lyst til at hjælpe andre videre i dommergerningen. 

Af sine dommerkolleger beskrives Anders Larsen som "rolig, fagligt stærk og troværdig - en dommer, man altid kan regne med". 

Han tog sit dommerkort i 2006 og startede officielt sin dommergerning året efter. 

Anders Larsen dømmer i dag i Jyllandsserien - landets sjettebedste fodboldrække. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste