Er det den frivillige, der har været loyal mod klubben de seneste 30 år, der fortjener titlen som sæsonens frivillig?
Eller er det personen, der kamp efter kamp står klar til at stege pølser og brød til de mange fremmødte?
Det kan du nu være med til at afgøre.
Om Seriesport Award efteråret 2025
Hvert år hylder vi på Seriesport de trænere og spillere, der har gjort en særlig forskel i nordjysk breddefodbold.
Vi uddeler Seriesport Awards til både en træner og en spiller på kvindesiden og en træner og en spiller på herresiden – i hver af følgende rækker: Jyllandsserien, Serie 1 og Serie 2. I Serie 3 er det kun herrerne.
Som noget nyt i år vil vi også sende hyldest til de frivillige, der gør breddefodbolden mulig, samt de breddeklubber, som gør fodbolden til noget særligt for deres medlemmer.
Sådan fungerer det:
1 - 14 november: Du kan indstille de spillere, trænere og frivillige, som har gjort sig fortjent til prisen.
Slut november: Vores redaktion – som fungerer som dommerkomité – udvælger de nominerede i hver serie. Vi lægger vægt på præstationer, engagement og den forskel, man gør for fællesskabet.
Start december: Nu kan du stemme på dine favoritter blandt de nominerede.
I løbet af januar: Vi kårer vinderne og overrækker præmierne.