Billede beskrivelse

Hvad skal der til for at omsætte kampe til sejre?

22. april 2024 kl. 15.01

Interview med Christian Westergren fra Flauenskjold IF efter kampen mod Biersted IF.

Hvordan vurderer du holdets præstation i dagens kamp mod Biersted IF, og hvad mener du var årsagen til det uafgjorte resultat?

- Set fra vores perspektiv, en kamp hvor ingen af holdene formåede at sætte sig på spillet og presse modstanderen for alvor, dertil var begge hold for usikre på bolden. Vi forsøger at diktere kampen men lykkes for sjældent i kombinationerne til for alvor at blive farlige på sidste tredjedel af banen. En kamp der kunne være blevet afgjort på en tilfældighed eller dødbold, men det var ikke tilfældet, så derfor er uafgjort vel fair nok.

Hvad skal der til for, at I kan omsætte uafgjorte kampe til sejre i de kommende kampe?

- Først og fremmest skal vi være bedre når vi er på bolden. Det træner vi på næsten hver eneste træning, så vi skal måske til at analysere lidt på hvorfor det ikke lykkes for os. Det skal siges at banens tilstand i Biersted ikke var til det polerede spil, ingen undskyldning men det var begge hold selvfølgelig også indstillet på. Vi spiller efter 3 point hver gang, den tilgang ændrer vi ikke på.

Hvad er jeres fokusområder i træningen frem mod næste kamp, efter at have hentet 4 point i de første 4 kampe?

- Vi spiller allerede tirsdag i Strandby igen, så vi når ikke at træne inden. Vores fokus må derfor ligge udelukkende i oplægget, og helt så langt er jeg ikke kommet endnu. Men som altid ser vi på egne styrker og vil forsøge at afvikle kampen på vores præmisser.

Hvordan er stemningen og troen på holdet, på trods af det uafgjorte resultat, inden den næste udfordring mod SEIF?

- Vi snakkede efter kampen om at vi ikke synes vi kommer til det antal chancer som vi gerne vil, og alle er da frustrerede når tingene ikke lykkes som man gerne vil. Vi kigger indad og må arbejde sammen om at få rettet til som hold og individuelt.

Kampfakta:

Kamp: Biersted IF - Flauenskjold IF
Serie & Pulje: Serie 2 Kreds 12
Resultat: 0-0

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste