Billede beskrivelse

HVA Sydthy slår rivalerne KHIF og får moralboost

07. april 2025 kl. 19.02

Interview med Mads Møller Jensen fra HVA Sydthy efter kampen mod KHIF

Hvad gjorde forskellen på jeres præstation mod KHIF sammenlignet med 6-1 nederlaget i premieren?

- Vi leverer en mandfolkepræstation og får bragt den intensitet ind i kampen, som vi gerne skal gøre hver gang. Man skal heller ikke tage for givet, at vi spiller på et propfyldt Vestervig Stadion, hvor vi mærkede en enorm opbakning fra vores tilskuere lige fra første fløjt. Det har stor betydning og er med til at give de sidste procenter til spillerne.

Hvad var det især der lykkedes taktisk eller mentalt i sejren over en af favoritterne?

- Jeg synes, at vi taktisk formår at lukke ganske fornuftigt ned for den individuelle kvalitet, som Koldby/Hørdum unægtelig har. Der bliver ikke skabt de helt store muligheder mod os. Og de gange hvor, de bliver farlige, så beviser Tobias Riis, hvilken klassekeeper han er. Mentalt lykkedes vi til næsten perfektion. Drengene viste så meget viljestyrke og fight. Og vigtigst så handlede det om, at vi gik ind til opgaven med ydmyghed. Vi ville ikke være dem, der skulle finde på dårlige undskyldninger eller andet, for at vi ikke havde leveret en god præstation - og det ser jeg som værende en af de helt store grunde til, at vi står med de tre point.

Var du enig i, at sejren var fuldt fortjent ud fra kampbilledet?

- Der er ingen tvivl om, at det var en tæt kamp, hvor begge hold gik til den og skabte okay med muligheder. Men overordnet set, så synes jeg, at det var fuldt fortjent, at sejren tilfaldt os. Jeg synes, at vi over 90 minutter viser størst vilje til at ville vinde den her fodboldkamp. Det bevirker, at vi kommer fortjent foran med 14 minutter igen. Derefter får vi et gult kort, så vælger vi at stille os lidt lavere og forsvare den hjem. Det lykkedes - også uden at KHIF bliver farlige til sidst. Vores forsvarslinje står godt, og vi formår hele tiden at være opmærksomme og spille klogt.

Hvad betød sejren for moralen efter den hårde start på sæsonen?

- Det giver altid et kæmpe boost for moralen, når man slår sine lokalrivaler. Nu er det bare kunsten, at vi skal tage alle de gode ting med til næste kamp og få justeret på de steder, hvor vi ikke var helt tilfredse. For næste opgave bliver igen et svært opgør, hvor vi skal stå klar.

Kampfakta:

Kamp: HVA Sydthy - KHIF
Serie & Kreds: Serie 2 Kreds 15
Resultat: 1-0

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste