HVA Sydthy er klar til at indtage Serie 2
Interview med: Aleksander Søgaard, kontaktperson for HVA Sydthy.
Hvordan har I forberedt jer til sæsonpremieren mod Måbjerg IF?
- Vi har haft 6 træningskampe, så vi har haft mulighed for at teste en del af. Det har været alt fra systemer, til spillere og afprøvelse af spillere på forskellige positioner. Senest var vi på træningslejr fredag-søndag i Skærbæk for at få finpudset de sidste detaljer, og komme endnu tættere sammen socialt, som gerne skal kunne ses mod Måbjerg i sæsonpremieren. Vi har gjort rent bord på nær seneste kamp under træningslejren, hvor vi groft sagt fik en lussing. Dette skal dog forhåbentlig være en øjenåbner, og give os fornyet energi om, at der skal arbejdes endnu hårdere.
Efter en stærk efterårssæson, hvordan føler I jer med overgangen til at spille i Serie 2?
- Vi er tilbage hvor vi lå i mange år, så vi kender niveauet i Serie 2. Dog er det 1,5 år siden, så det er en blanding af “gammelt” og nyt friskt blod, der ikke var med sidst. Puljen ser stærk ud, så vi ved, at der ikke bliver nogen nemme kampe. Vi skal være på tæerne og yde den ekstra indsats, så vi kan vise, at vi hører til i Serie 2, og ikke bare ryger en tur ned igen.
Hvordan vurderer I Måbjerg IF som modstandere, og hvilke styrker vil I forsøge at udnytte i kampen?
- Vi har ikke mødt Måbjerg før, men de er ligesom os oprykkere fra Serie 3, hvilket gør at de kommer med en masse selvtillid og optur fra sidste sæson. Derfor handler det om for begge hold, at få en god start på sæsonen, så man ikke halter efter allerede. Spillemæssigt skal vi fortsætte de flotte takter vi har haft i opstarten. Vi skal gerne få bolden ind omkring midten til vores dygtige teknikere. Her er det især Mikkel Bekhøj, Emil Grud og Lucas Søe, som kan styre kampen for os. Ydermere skal vores forsvar og Tobias Riis i målet stå stærkt, mens vores angribere skal udnytte deres konstante mål trussel og kynisme.
Hvad er jeres mål og forventninger for den kommende sæson i Serie 2, og hvordan tror I, at I vil klare jer mod Måbjerg IF i sæsonpremieren?
- Målsætningen i klubben er, at vi gerne skal kunne drille alle modstandere, med vores dygtige teknikere og evige mål trussel. Jeg ser gerne, at vi slutter 3-5. pladsen, uden fare for nedrykning. Vi kender ikke Måbjerg, Mejrup og Vinderup, hvilket gør det svært og usikkert at forudsige en endelig placering. Vi har fået nogle fine forstærkninger i alle kæder, som vi styrke holdet og giver os et godt udgangspunkt, selv med evt. afbud eller skader. Vi tror det bliver en tæt kamp mod Måbjerg, hvor begge hold vil se hinanden lidt an, da man ingen kendskab har. Dertil er vi begge oprykkere, så man vil nødigt sætte point af til hinanden. Vi håber, der kommer en masse tilskuere, for det skal nok blive en spændende kamp, hvor jeg tror det er enkelte momenter, som afgør denne kamp, forhåbentlig til vores fordel.