HVA Sydthy anfører advarer mod at undervurdere Vinderup IK
Interview med anfører Aleksander Søgaard fra HVA Sydthy før kampen mod Vinderup IK.
I skal møde Vinderup IK på hjemmebane d. 1. juni kl. 13.00. I vandt første kamp med 6-3. Hvad lærte I af den kamp, og hvordan vil I anvende disse erfaringer i den kommende kamp?
- Vinderup er et hold man ikke må undervurdere. Vi vandt 6-3 i første kamp, men det var på ingen måde uden problemer. Vinderup havde mulighed for at udligne til 2-2, og generelt var det en kamp, som bar præg af to hold, der ville fremad.
Hvordan forbereder I jer taktisk og mentalt til denne kamp, og hvilke nøgleområder vil I fokusere på for at sikre en sejr?
- Vi skal være klar fra første fløjt. Vi blev straffet hårdt af Lemvig, så det er en ting, der ikke må ske igen. Ellers skal vi fortsætte de gode takter, vi præsterede i de sidste 60 minutter mod Lemvig.
Hvad forventer I af Vinderup IK i denne kamp, og hvordan planlægger I at neutralisere deres styrker?
- Vinderup kommer ind til kampen propfyldt med selvtillid og med sejre i deres to seneste kampe. De står med en god defensiv, og har ikke lukket mange mål ind i de seneste kampe. Dette skal vi se om vi kan ændre, for 3 point er uhyre vigtige efter nederlaget i den seneste kamp.