HVA har en bred trup klar til at tage udfordringen op
Interview med Emil Grud fra HVA Sydthy før kampen mod KHIF
Hvordan forbereder I jer på at møde KHIF, der har haft en stærk start på sæsonen med to sejre i deres første kampe?
- Vi ved, hvad KHIF kommer med, og det vil vi selvfølgelig gøre alt for at stoppe. Det er - en kamp, vi ser utroligt meget frem til og meget gerne vil vinde. Det er et lokalderby, og den gejst og vilje, som sådanne kampe medbringer, skal kunne ses på vores præstation.
Hvilke taktiske justeringer vil I implementere for at håndtere KHIFs form og styrker?
- Vi kommer sandsynligvis ikke til at implementere nogle taktiske justeringer, men der er nogle ting fra kampen mod Klitmøller, der skal rettes op på, og det forsøger vi selvfølgelig at gøre. Derudover vil vi meget gerne finde tilbage til den gode defensive organisation, som vi har vist, da dette vil dæmme op for KHIF’s styrker og gøre det svært for dem at bryde igennem. Vores hurtige og teknisk stærke offensiv skal nok volde KHIF problemer, og den skal vi forsøge at iscenesætte så meget som muligt.
Hvordan vurderer du KHIF som modstander, og hvad ser du som deres nøgletrusler og svagheder?
- KHIF er en modstander, som vi, som nævnt, ser meget frem til at spille mod. Vi har haft mange opgør mod hinanden, og det er et lokalderby, der altid betyder lidt ekstra. Vi ved, de har nogle spillere, vi skal forholde os til, men det mener jeg også, at vi kan. Ligeledes har vi spillere, som de bliver nødt til at forholde sig til, og jeg forventer derfor en kamp med masser af tænding og gejst fra begge mandskaber.
Hvordan ser skadesituationen og spillernes form ud op til kampen, og hvordan påvirker det jeres forberedelser?
- Vi er desværre ramt af både skader og afbud, men heldigvis har vi en bred trup med mange spillere, der er klar til at træde til med hver deres kvaliteter. Det påvirker selvfølgelig vores trupsammensætning til kampen, men det gør mig ikke nervøs.