Billede beskrivelse

Horribel start ødelagde Sjørrings topkamp

På 17 minutter kom Sjørring bagud med fire mål, og selvom thyboerne fik kæmpet sig ind i opgøret, så blev det ikke til point mod NUGF Viborg

23. september 2023 kl. 12.57

Sjørring havde fredag aften mulighed for at sætte sig på andenpladsen i serie 2 og distancere afstanden ned til nr. 3. Sjørring mødte på udebane rækkens tredjeplads fra NUGF Viborg, og med en sejr ville Sjørring skabe et hul på fire point ned til fredagens modstander. Sjørrings forhåbninger om point blev markant forværret fra kampens start, for efter bare 17 minutter var gæsterne bagud med 0-4. Sjørring var tæt på at levere et storstillet comeback, men holdet endte med at tabe med 3-4.

- Vi var slet ikke klar fra start, hvor vi var alt for passive. Vi tabte kampen efter vores jammerlige start, men efter de første 20 minutter var spillet godkendt, siger Sjørring-træner Ole Nielsen.

I de første minutter af kampen kunne Sjørring slet ikke håndtere hjemmeholdets offensive individualister. Hjemmeholdet fik for meget plads, og i det 4. minut fik NUGF Viborg bragt sig foran, og blot et minut senere kom viborggenserne igen på tavlen. I det 12- og 17. minut manglede Sjørring-defensiven så fokus, og NUGF Viborg fik scoret to gange til stillingen 0-4. Efter den miserable start sadlede Sjørring om for at dæmme op for hjemmeholdet. Fra det 20. minut kom Sjørring bedre med i kampen, og thyboerne fik reduceret til 1-4 og 2-4 inden pausen. Begge scoringer var signeret af Robin Wentoff, der profilerede på to gode indlæg fra Malthe Aakerblad. 

De to scoringer før pausen gav Sjørring selvtillid, som de tog med ud til anden halvleg. Gæsterne satte sig mere på spillet, og i det 51. minut kom comebacket endnu tættere på, da Robin Wentoff med sin tredje scoring fik reduceret til 3-4. Efter reduceringen trak NUGF Viborg sig mere tilbage på banen, mens Sjørring jagtede den fjerde scoring. Udeholdet kom også tæt på en scoring til 4-4, da Noah Mehl ramte overliggeren med et langskud. I det 82. minut blev Sjørring ramt af et gult kort, hvilket fik offensiven til at stilne af. Selvom Sjørring kom tæt på point, så blev det til et nederlag på 3-4.

- Vi fik presset dem til det sidste, men vores dårlige start blev afgørende, siger Ole Nielsen.

Resultat

Kamp: NUGF Viborg - Sjørring BK

Dato: 22. september

Serie og pulje: Serie 2 kreds 15

Resultat: 4-3

Målscorer i kampen: Robin Wentoff x3 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste