Hornum-træner: En Serie 2 kamp på højt niveau
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Mike Hermansen fra Hornum IF.
Efter at have spillet uafgjort 2-2 mod IK Rosendal, er du tilfreds med at have hentet det ene point? Hvordan vurderer du holdets præstation og evne til at håndtere udfordringerne i kampen?
- Jeg synes faktisk, at vi spiller en rigtig fin kamp. Det var en kamp på et højt S.2 niveau, hvor der blev spillet god fodbold fra begge hold, på hver sin måde og der blev skabt masser af chancer. Jeg er meget tilfreds med holdets præstation, hvor folk groft sagt arbejder røven ud af bukserne for sidemanden og der ligger spillere fra begge hold med krampe til sidst i kampen.
Hvis der skulle have været en vinder, hvem mener du, at det ville have været, og hvorfor? Var der specifikke øjeblikke eller begivenheder, der kunne have påvirket kampens udfald i jeres favør?
- Jeg synes at uafgjort var et fair resultat. Vi skabte og havde chancerne til at vinde kampen, hvor Rosendal blandt andet redder en bold på stregen i sidste sekund, men ligeledes havde Rosendal også muligheder for at score flere mål, så alt i alt et fair resultat, selvom vi gerne ville have stjålet alle 3 point til sidst.
Efter at have opnået en ubesejret status efter de første tre kampe, hvordan føler du som træner om holdets præstationer hidtil? Er du tilfreds med den måde, I har håndteret udfordringerne og skabt resultater?
- Jeg er egentlig fint tilfreds med holdets start, men kampen i B52 ærgrer mig stadig… Det er en kamp, som vi skulle have vundet og gjort det bedre i, så jeg føler lidt vi står og mangler et par point der. Ellers har der været lidt afbud og ferieudfordringer, som der jo er for alle her i starten og det har også spillet ind, men alle spillere der har været udtaget har leveret.
Er der områder, som I vil fokusere på at forbedre for at opretholde jeres ubesejrede status?
- Vi vil gerne snart prøve at holde nullet nede bagi, det skal ikke være nogen hemmelighed, og jeg tror på at den kamp ligger lige om hjørnet. Offensivt har vi masser af pondus og skaber de chancer der skal til.