Hornum IFs gode stemning: Stærk tro på genkomst i modgang
Interview med Mike Hermansen fra Hornum IF.
Hvilke ord vil du så sætte på jeres opstart indtil nu? Samt hvordan føler du intensiteten, motivationen og selve fremmødet har været til træning?
Jeg synes egentlig, at vi har haft en rigtig fin opstart. Vi startede måske lidt blødt ud ift. træningskampe, men det har forhåbentlig været medvirkende til, at vi ikke har fået nogle længerevarende skader på nuværende tidspunkt. Motivationen, intensiteten og fremmødet er generelt tilfredsstillende.
Der er jo helt naturligt kamp om pladserne, men hvordan har I som hold og klub balanceret mellem konkurrence og kammeratskab for at opretholde både et sundt og motiverende miljø?
Der hersker en god og sund konkurrence på holdet, hvilket er vigtigt i forhold til hele tiden at skubbe til overliggeren. Kammeratskabet er fremragende, og det er tydeligt, at gutterne gerne vil hinanden både på og udenfor banen. Det kan ofte være afgørende for, om man vil tage de ekstra sure meter for sin holdkammerat, så det er super vigtigt for os.
Når du tænker på ovenstående, hvordan vil du så beskrive kammeratskabet og stemningen på holdet og klubben overordnet set? Samt hvilken betydning har det for jeres hold i både med- og modgang?
Der er generelt en god stemning på holdet og i klubben generelt. Vi er måske ikke den største klub målt på medlemmer, men vi ligger helt i top ift. opbakning til vores fodboldklub og forening. Det gode kammeratskab er ligeledes medvirkende til, at vi er stærke, selv i modgang, hvor man altid tror på, at man kan komme tilbage, hvis blot man har den rette indstiling.
Hvordan er opbakning til jer, når I spiller og hvilken betydning har jeres fans for jer?
Fremragende! Vi nyder godt af et trofast og talstærkt hjemmepublikum, som troligt støtter op om byens drenge, og ligeledes også ofte tager turen udenbys. Vi er utroligt glade for den opbakning og støtte vi får, og vi sætter stor pris på den.