Hornum IF satser på stærk defensiv og skarpere angreb i foråret
Interview med Torben Zefting fra Hornum IF.
Hvordan har trænerteamet forberedt holdet taktisk til foråret?
- Jeg har defineret en ny måde vi skal spille på her i foråret. Ret anderledes end hvad vi før har været vant til i Hornum. Så må vi se, om det er nok til at holde os oppe i serie 2. Marc Nielsen er vores spillende assistent, som er min forlængede arm på banen, og som også har ansvaret for dødbolde. Han gør det godt både som spiller og træner, samt min anden assistent, Rasmus Nøhr, som også kommer med en masse erfaring fra banen og en god power ude på sidelinjen.
Hvordan vurderer I jeres defensiv/offensiv – er der områder, der skal forbedres?
- Det er 50/50. Vi skal være skarpere foran målet, men vores defensiv skal også steppe op. Modstanderne i S2 er bare større, hurtigere eller bedre end det, vi har mødt i efterårets S3. Så vores defensiv skal have arbejdshandskerne på, hvilket de er meget bevidste om.
Hvordan arbejder I med at forbedre holdets mentalitet og vinderkultur?
- Kulturen er ikke ændret som sådan. Vi har fået nye unge spillere op, som skal få erfaring, men på samme tid også gribe chancen på banen. Så de skal hjælpes og guides lidt, men i Hornum spiller vi for at vinde, og ingen bliver pakket ind i vat her.