Hornbæk SFs sejr smutter i sidste sekund
Interview med Simon Gade fra Hornbæk SF efter kampen mod Aalborg Chang.
Simon, jeres hold spillede uafgjort 2-2 mod Aalborg Chang på udebane. Hvordan vurderer du holdets præstation i dagens kamp, og hvad var nøglefaktorerne bag dette resultat?
- Det var en kamp, hvor holdene havde en halvleg hver. Chang var bedst i første halvleg, mens vi får justeret i halvlegen og kommer helt anderledes ud til anden halvleg, hvor vi var klart bedst. Vi udlignede tidligt i halvlegen, og det gav os momentum til at jagte føringsmålet. Det fik vi også kort før tid, men et fejlagtigt dømt hjørne til Chang sikrede dem uafgjort i 4 min. overtid. Det er bittert, men vi må bare komme videre. Kryds på en svær udebane er bestemt brugbart, men det gør selvfølgelig ondt at smide sejren med 20 sekunder tilbage. Som fodnote skal der lyde god bedring til Chang-spilleren, som desværre så ud til at komme ret slemt til skade tidligt i kampen. Chang er et sympatisk hold hele vejen rundt, og vi ønsker dem god vind i de resterende kampe.
Hvordan påvirker dette resultat jeres position i tabellen, og hvad vil I som hold fokusere på for at fortsætte med at konkurrere i toppen af rækken?
- Aalborg KFUM vandt i Løgstør, så de har henvist os til andenpladsen. De er godt kørende i tiden, så vi skal være skarpe for at følge med. Nu skal vi restituere efter 2 kampe på 4 dage, og med endnu en skade i bagagen bliver fokus primært på at få spillere klar til næste kamp på torsdag. Og lige netop dét er nok nøglen til at spille med i den sjove ende; fokus på næste kamp.
Hvilke positive aspekter kunne I tage med jer fra dagens kamp, og hvad vil I arbejde på for at forbedre jer frem mod næste kamp?
- Det er meget positivt, at spillerne mandede sig sådan op til anden halvleg. De gik fra drenge til mænd på 10 min., og hele anden halvleg både spillede og kæmpede de flot. Når det er sagt, så skal vi meget gerne finde tilbage til at starte kampene på en ordentlig måde.
Hvordan ser I på den kommende hjemmekamp mod Randers Freja, og hvad vil være jeres tilgang til dette lokalbrag med tanke på at holde fast i jeres position i tabellens top?
- Freja slog fortjent Sæby i lørdags, så måske de får et rygstød af den sejr. Det er et lokalopgør, så alt kan ske. Vores primære fokus ligger ikke på oprykning, men vi spiller naturligvis for at vinde i alle kampe, og torsdagens kamp er bestemt ingen undtagelse.